Slut med mundbind i Frankrig (næsten)

Hermed en opdatering vedr. covid-19, så du ved hvad du har at rette dig efter hvis du planlægger en tur til Les 4 Moulins. Du kan også læse om reglerne på den danske ambassade i Paris’ hjemmeside.

Følgende regler gælder fra 14. marts 2022

Ifølge den officielle hjemmeside, https://www.gouvernement.fr/info-coronavirus, er det fra den 14. marts slut med at bære mundbind indendørs. Undtagelser er offentlig transport og sundhedsfaciliteter som apoteker, hospitaler og plejehjem.

Det er også slut med at fremvise coronapas – igen bortset fra i sundhedsfaciliteter som hospitaler og plejehjem.

 

Følgende regler gælder ved indrejse

Hvis du er vaccineret

  • er det nok at fremvise sit coronapas. Det er ikke længere påkrævet at udfylde en tro-og-love-erklæring og det er heller ikke nødvendigt med en negativ PCR- eller antigentest, hvis man kommer fra et EU-land.

Hvis du ikke er vaccineret

  • skal du vise flyselskabet eller grænsekontrollen et bevis på overstået infektion eller en negativ PCR- eller antigentest der er mindre end 24 timer gammel.
  • Børn under 12 år er undtaget for reglerne om testning.

 

Coronasituationen i Franskrig

Der er stadig mange tilfælde af covid-19 i Frankrig. I ugen op til den 17. marts blev der konstateret 526.548 tilfælde.

I alt siden udbruddet for 2 år siden har Frankrig haft tæt på 24 millioner tilfælde of 141,640 dødsfald.

Over 153 millioner vaccinationer er uddelt pr. 17. marts 2022

Kilde vedr. coronasituationen: CNN Travel

NYT: Strengere coronaregler i Frankrig med vaccinekrav

NYT: Fra 24. januar er der krav om vaccination eller overståede infektion for at gå på restaurant og café og til kultur- og sportsarrangementer. Det er således ikke længere nok at have en negativ coronatest.

Ifølge udenrigsministeriets hjemmesiden forventes det fra 15. februar ligeledes at man har fået det tredje stik for at få adgang til offentlige steder.

Ligesom Danmark er Frankrig i øjeblikket hårdt ramt af høj smitte – især af omikron-varianten. Alene lørdag den 22. januar blev der registreret 390.00 nye smittetilfælde.  I alt har Frankrig haft over 125.700 dødsfald med covid-19 siden pandemien startede for ca. to år siden.

Hermed en opdatering så du ved hvad du har at rette dig efter hvis du planlægger en tur til Les 4 Moulins.

Følgende regler gælder ved indrejse ifølge denne officielle hjemmeside:

Hvis du er vaccineret

  • skal du fremvise bevis på din vaccinationsstatus samt udfylde en tro-og-love-erklæring på at du ikke har symptomer på Covid-19 eller har haft kontakt med et bekræftet smittetilfælde i de seneste 14 dage. Det er ikke påkrævet med en negativ PCR- eller antigentest, hvis man kommer fra et EU-land.

Hvis du ikke er vaccineret

  • skal du vise flyselskabet eller grænsekontrollen et bevis på overstået infektion, der er mere end 11 dage og mindre end 6 måneder gammelt, eller en negativ PCR- eller antigentest der er mindre end 24 timer gammel.
  • Desuden skal du udfylde en tro-og-love-erklæring på at du er villig til at tage en coronatest ved ankomst.

Børn under 12 år er undtaget for reglerne om testning.

Der er ingen restriktioner på rejse indenfor Frankrig.

Tro-og-love-erklæringen kan downloades fra denne hjemmeside. Den er en pdf-fil nederst på siden.

Følgende regler gælder ved ophold i Frankrig:

  • Det er obligatorisk at bære mundbind i alle indendørs offentlige rum
  • Det er også obligatorisk i at bære mundbind i centrale byområder
  • Der skal vises coronapas på cafeer, restauranter, biografer, teatre og andre kultur- og fritidsaktiviteter. Der gælder nu krav om vaccination eller overstået covid-19
  • På barer og i restauranter skal gæsterne sidde ned ved servering
  • Der er en øvre grænse for forsamlinger på 2.000 ved indendørs arrangementer
  • Folk, der arbejder i Frankrig, skal så vidt muligt arbejde hjemmefra tre dage om ugen
  • Endelig er det vigtigt at overholde følgende generelle regler, der beskytter mod smitte: mundbind, hyppig håndvask, regelmæssig luftning, host og nys i albuen og brug af papirlommetørklæder.

Cotignac i juledragt

Vores smukke lille by står endnu yndigere til jul hvor der pyntes op på Cours Gambetta og på rådhustorvet. Christophe har taget de stemningsfulde billeder:

 

Olivenplukkeugen 2021

Efter fire travle dage med olivenplukning er den samlede høst gjort op: Imponerende 546,7 kilo blev det til. Ifølge diverse kilder på Google skal der ca. 10 kg oliven til 1 liter ekstra jomfruolie. Så måske bliver der så meget som 60 liter af den fineste koldpresset jomfruolie af de mange oliventræer på Les 4 Moulins grund. Mon ikke ca. halvdelen vil blive sat ind i vores køkkener, når produktionsperioden er afsluttet lidt ind i 2022.

Tak til alle jer olivenplukkere for en flot høst 2022.

 

Der blev plukket og vejet nede i vinkooperativet. Høsten var 302 kg den første dag og 108 kg på dag 2.

 

Tak til Jesper Jerlang for billeder.

Birgittes opskrift på hjemmesyltede oliven

Hjemmesyltede oliven

Det skal du bruge:

  1. Mørke letmodne oliven
  2. Groft salt, skræl fra en økologisk citron og urter
  3. Flere friske (skyllede) urter, hvidløgsfed, tørret chili og Ekstra jomfru olivenolie

Sådan gør du:

  1. Olivenfrugterne vaskes i koldt vand tilsat lidt hvidvins eddike, for at få eventuelle urenheder væk.
  2. Læg de vaskede oliven i en gryde, bradepande eller andet og dæk dem med saltet, citronskræl og urter. Sættes på et koldt sted i 10 dage – vendes en gang om dagen.
  3. Skyl de saltede oliven rene for salt og læg dem på en ovnplade. Tørres i ovnen på 75 grader i et par timer.
  4. Læg olivenfrugterne i sterile glas og overhæld dem med god ekstra jomfru olivenolie og lidt tørret chili, hvidløgsfed og urter efter eget valg – vi brugte timian.

Forslag til servering:

Udsten evt. de syltede oliven med en olivenudstener og nyd dem sammen med lidt god lufttørret skinke, bøffelmozzarella, tomat og brød.

Bon appetit

Praktiske oplysninger om Nature Energy Park

Den 30. oktober afholdes Mit Franske Slot A/S’ generalforsamling i Nature Energy Park, Odense, og ved samme lejlighed holder aktionærerne deres Aktionærmøde sammesteds. Dette link indeholder praktiske oplysninger om mødestedet, der også er Odense Stadion og hjemmebane for superligaklubben OB. Der er rutevejledning, hvis man kommer med bil, og gode råd hvis man ankommer med toget til Odense. Læs også om parkeringsmuligheder. Følg linket.

 

Cotignacs klostre

For troende katolikker er Cotignac ikke en hvilken som helst lille provençalsk by. Til byen er knyttet to betydningsfulde klostre, der begge er bygget på et helligt sted, og hvert år er byen centrum for pilgrimsrejser, der trækker tusindvis af folk til klostrene for at blive velsignet. Begge klostre er mål for udmærkede vandreture fra Les 4 Moulins– den ene længere end den anden. Læs mere på aktionærsidens nyheder.

Klassificering af vandreture

Når vi forsøger os med vandreture, der følger franske guidebøgers beskrivelser, kan det være svært at føle sig sikker på om sværhedsgraden svarer til hvad vi forventer, kan og vil. Det følgende vil ofte være det, vi møder i vandreguiderne (tak til Club Danois for oversættelsen):

Tur-niveau: Inddelingen følger ”Les Guides Randoxygene”, udgivet af Conseil General des Alpes-Maritimes. Her inddeles turene efter deres sværhedsgrad (niveau/difficulté):

Let (facile): En tur uden væsentlige vanskeligheder (fysiske og tekniske), generelt med stigning/fald på mindre end 350 meter og en effektiv vandretid på 1½ – 3 timer. En tur egnet for alle vandrere, også dårligt trænede.

Middel (moyen): En tur med moderate vanskeligheder (fysiske og tekniske), generelt med stigning/fald på 350 -650 meter og en effektiv vandretid på 3 – 4 timer. En tur egnet for alle normalt trænede vandrere.

Svær (sportif): En tur med flere vanskeligheder (fysiske og tekniske), generelt med stigning/fald på over 650 meter og en effektiv vandretid på 4-6 timer. En tur reserveret for trænede vandrere.  

Den enkelte tur kan herefter beskrives på en 

5-trins skala1: let, 2: let/middel, 3: middel, 4: middel/svær, 5: svær.

Der arbejdes desuden med følgende beskrivelser:

Samlet vandretid = effektiv vandretid (ca. 2/3) + pauser (ca. 1/3).

Distance: Samlet længde fra start til slut ad den planlagte rute. Stigning (”højdemeter”): Summen af alle stigninger, små og store på hele turen. Er der væsentlig forskel på stigning og fald angives begge.

 

Vinen vi drikker i Les 4 Moulins

Når vi ankommer til Les 4 Moulins, går turen hurtigt til vinkooperativet ved rundkørslen lige neden for Route de Salernes. Som i de fleste landsbyer i de franske vindistrikter har de mindre drueavlere slået sig sammen i kooperativer, og i vores by har sammenslutningen Les Vignerons de Cotignac eksisteret siden 1905.

Terroiret

Cotignac ligger 230 meter over havets overflade i den øvre del af Var-regionen. Byens vinområde – eller terroir – er afgrænset af klippen bag byen, de omkringliggende bakker og ikke mindst det mægtige bjerg Mont Bessillon (730m), der beskytter området mod mistralen og andet dårligt vejr. Området strækker sig over 330 hektar og er især kendetegnet ved dyrkning af druesorten Mourvèdre.

Produktionen

Vinen er fordelt på to kvalitetsbetegnelser AOC Côtes de Provence og Vins de Pays du Var. Inden for de seneste 20 år har høsten givet mellem 15.000 og 20.000 hektoliter vin årligt, fordelt på 70 % rosé, 20 % rødt og 10 % hvidvin. Desuden produceres der olivenolie af 80.000-120.000 kilo oliven pr. år – heraf nogle fra L4M.

Landskaberne

Terroiret er opdelt i tre landskaber karakteriseret ved hver sin type jord:

Bakkerne (bjergsiderne): Pont Fract-distriktet, Nestuby, Les Oupaloux, Colle d’Auban, Gourlon
Dalene:  Clos de Ruou, Clos de Roucas, Condamine, Valbonnette, Camp d’Andriou, Térrisse
Højsletterne: Saint Martin-distriktet, Le Plantier, Camp de Mayoc

Priserne på røde, hvide og rosé i butikken ligger mellem 5 og 12 euro.

Kilde: https://www.vigneronsdecotignac.com/

Det store foto: Les Vignerons de Cotignac præsenterer sine vine for aktionærerne på L4M.

FULDT BOOKET Landevejscykling fra Les 4 Moulins – gruppeaktivitet

Rundt i Landskabet

Foråret 2022 skal ´køres ind ´med noget landevejscykling i dejligt klima.
Vi cykler formentlig i tre grupper: de hurtige, mellemgruppen og cafe latte gruppen.
Distancer afhænger af højdemeter, men fra 60-110km er nok realistisk.
Du medbringer enten din egen cykel med bil/fly, eller vi undersøger lejemulighederne.
Hjelm og pedaler og sko har du selv med.

Ankomst lørdag d. 5. eller søndag d 6. marts 2022 (afrejse weekenden efter)

Første korte cykeltur er søndag kl 15, så her er du cykelklar!

Vi har forhåndsreserveret MY´s Hus – op til ca 18 deltagere.
Vi arrangerer hovedsageligt fællesspisning, men går en enkelt dag på restaurant.

Du vil blive indkvarteret i dobbeltværelser, så enten tager du din partner med (som måske ikke cykler), eller du er velkommen til at medbringe en cykelkammerat. Alternativt indkvarteres du sammen med anden cykelaktionær. Alle senge kan adskilles.

Der er stadig mulighed for at deltage i aktiviteten selv om du ikke har fået meldt sig før deadline.  Det kræver at du selv booker en bolig i perioden.

Detaljeret program udsendes formentlig i januar 2022.

Tilmelding til Halvard Skott. Nærmere oplysning, se under Kalender.