Spil padel nær Les 4 Moulins

Synes du det er sjovt at spille padel, eller kunne du tænke dig at prøve at spille denne forholdsvis nye og meget populære sport, så er der muligheder ikke langt fra Cotignac.

Ifølge Aktivitetsudvalget kan man f.eks. spille padel i Lorgues. Lorques ligge kun ca. 18 km fra L4M. Tennis Padel de Lorgues tilbyder baneleje for 7 € for 1,5 time, 60 € for et ti-turs kort – også for 1,5 time pr. gang. Ketchers kan lejes for 3€.

En anden mulighed er i Le Luc, 20 km væk, hvor AS Tennis Padel Lucois også udlejer padelbaner og ketchere.

Hvis du ikke er helt med på hvad sporten går ud på, er her en kort forklaring: Padel er det, der tidligere kendtes som padel tennis, men har ikke noget at gøre med en anden sport kaldet paddle tennis. Ifølge Dansk Padel Forbund er padel ”en sport, der bedst beskrives som 50% af det bedste fra andre ketcher- og batsportsgrene og 50% sjov, adrenalin, makkerskab og hyggeligt samvær. Sporten er let at komme i gang med og appellerer derfor til en bred gruppe af udøvere (unge, ældre, uøvede og handicappede)”. Padel spilles altid som double.

Billedet af spillerne er lånt blandt Dansk Padel Forbunds pressebilleder.

Spændende website om La Provence Verte

Når vi er i Les 4 Moulins og Cotignac, er vi midt i ”Det Grønne Provence”, der sammen med Verdon-området dækker 25 % af Var-departementet. Som de fleste af os har opdaget, har området utroligt meget at byde på. Det gælder såvel naturoplevelser som kultur, markeder, gastronomi og vin.

 

Hvis du ikke allerede kender siden, er den officielle website for Provence Verte & Verdun Tourism absolut et besøg værd. Siden, der både fås i fransk og i engelsk udgave, foreslår bl.a. 8 steder, der er essentielle at besøge. Heldigvis er vi midt i en af dem, idet Cotignac og byens klippe ”Le Rocher” er blandt de 8 perler.

Websitet gennemgår alle områdets 43 større og mindre byer – opdelt efter om de ligger på en bjerg- eller bakketop, er middelalderlige, har en borg, er atypiske, eller ligger i Sainte Baume- eller Verdunområdet.Der omtales typiske restauranter, provencalske specialiteter, oste og selvfølgelig vine, samt gallerier, hoteller og ikke mindst aktiviteter som markeder, vandreture, sommerevents, kanosejlads på floder og søer og golf.  

Fransksproget hjemmeside: https://www.la-provence-verte.net/index.php (Google kan i øvrigt oversætte til udmærket dansk – det lille ikon øverst oppe i højre side)

Engelsksproget hjemmeside: https://www.provenceverte.co.uk/. 

    

Liv og glade dage på La Tuf

Vores lokale mikrobryggeri har ikke bare godt øl og en dejlig gårdhave. Der foregår også mange ting i den hyggelige bar oppe over bryggeriet. Et par gange om ugen kan man høre jazz eller andet musik, og der foregår forskellige events.

Her er nogle af de kommende events – som omtalt på Facebooksiden Bière La Tuf:

Onsdag 4. maj kl. 20.30: Scène ouverte: Duo comique med Fergus & Cathy – god træning i fransk 😊

Lørdag 7. maj kl. 20.30: Koncert med Alejandra Burgos

Torsdag den 12. maj fra kl. 19.30: Blindsmagning hos ”ølskrædderen”

Fredag den 20. maj kl. 20.30: Bonnie & Clyde, akustisk duo, pop, rock, country, folk

Billede øverst: Swinggruppen Harpyotime and the Nightbirds spillede muntert swingmusik den 23. april. Den smukke kvinde i perfekt 50’er kjole var den velsyngende sangerinde.

Slut med mundbind i Frankrig (næsten)

Hermed en opdatering vedr. covid-19, så du ved hvad du har at rette dig efter hvis du planlægger en tur til Les 4 Moulins. Du kan også læse om reglerne på den danske ambassade i Paris’ hjemmeside.

Følgende regler gælder fra 14. marts 2022

Ifølge den officielle hjemmeside, https://www.gouvernement.fr/info-coronavirus, er det fra den 14. marts slut med at bære mundbind indendørs. Undtagelser er offentlig transport og sundhedsfaciliteter som apoteker, hospitaler og plejehjem.

Det er også slut med at fremvise coronapas – igen bortset fra i sundhedsfaciliteter som hospitaler og plejehjem.

 

Følgende regler gælder ved indrejse

Hvis du er vaccineret

  • er det nok at fremvise sit coronapas. Det er ikke længere påkrævet at udfylde en tro-og-love-erklæring og det er heller ikke nødvendigt med en negativ PCR- eller antigentest, hvis man kommer fra et EU-land.

Hvis du ikke er vaccineret

  • skal du vise flyselskabet eller grænsekontrollen et bevis på overstået infektion eller en negativ PCR- eller antigentest der er mindre end 24 timer gammel.
  • Børn under 12 år er undtaget for reglerne om testning.

 

Coronasituationen i Franskrig

Der er stadig mange tilfælde af covid-19 i Frankrig. I ugen op til den 17. marts blev der konstateret 526.548 tilfælde.

I alt siden udbruddet for 2 år siden har Frankrig haft tæt på 24 millioner tilfælde of 141,640 dødsfald.

Over 153 millioner vaccinationer er uddelt pr. 17. marts 2022

Kilde vedr. coronasituationen: CNN Travel

NYT: Strengere coronaregler i Frankrig med vaccinekrav

NYT: Fra 24. januar er der krav om vaccination eller overståede infektion for at gå på restaurant og café og til kultur- og sportsarrangementer. Det er således ikke længere nok at have en negativ coronatest.

Ifølge udenrigsministeriets hjemmesiden forventes det fra 15. februar ligeledes at man har fået det tredje stik for at få adgang til offentlige steder.

Ligesom Danmark er Frankrig i øjeblikket hårdt ramt af høj smitte – især af omikron-varianten. Alene lørdag den 22. januar blev der registreret 390.00 nye smittetilfælde.  I alt har Frankrig haft over 125.700 dødsfald med covid-19 siden pandemien startede for ca. to år siden.

Hermed en opdatering så du ved hvad du har at rette dig efter hvis du planlægger en tur til Les 4 Moulins.

Følgende regler gælder ved indrejse ifølge denne officielle hjemmeside:

Hvis du er vaccineret

  • skal du fremvise bevis på din vaccinationsstatus samt udfylde en tro-og-love-erklæring på at du ikke har symptomer på Covid-19 eller har haft kontakt med et bekræftet smittetilfælde i de seneste 14 dage. Det er ikke påkrævet med en negativ PCR- eller antigentest, hvis man kommer fra et EU-land.

Hvis du ikke er vaccineret

  • skal du vise flyselskabet eller grænsekontrollen et bevis på overstået infektion, der er mere end 11 dage og mindre end 6 måneder gammelt, eller en negativ PCR- eller antigentest der er mindre end 24 timer gammel.
  • Desuden skal du udfylde en tro-og-love-erklæring på at du er villig til at tage en coronatest ved ankomst.

Børn under 12 år er undtaget for reglerne om testning.

Der er ingen restriktioner på rejse indenfor Frankrig.

Tro-og-love-erklæringen kan downloades fra denne hjemmeside. Den er en pdf-fil nederst på siden.

Følgende regler gælder ved ophold i Frankrig:

  • Det er obligatorisk at bære mundbind i alle indendørs offentlige rum
  • Det er også obligatorisk i at bære mundbind i centrale byområder
  • Der skal vises coronapas på cafeer, restauranter, biografer, teatre og andre kultur- og fritidsaktiviteter. Der gælder nu krav om vaccination eller overstået covid-19
  • På barer og i restauranter skal gæsterne sidde ned ved servering
  • Der er en øvre grænse for forsamlinger på 2.000 ved indendørs arrangementer
  • Folk, der arbejder i Frankrig, skal så vidt muligt arbejde hjemmefra tre dage om ugen
  • Endelig er det vigtigt at overholde følgende generelle regler, der beskytter mod smitte: mundbind, hyppig håndvask, regelmæssig luftning, host og nys i albuen og brug af papirlommetørklæder.

Cotignac i juledragt

Vores smukke lille by står endnu yndigere til jul hvor der pyntes op på Cours Gambetta og på rådhustorvet. Christophe har taget de stemningsfulde billeder:

 

På cykel i Provence – ideer til planlægningen

Hvis du er en af de mange aktionærer i Mit Franske Slot, der har cyklen med og ser frem til ture i omegnen eller på længere distancer, er her et par hjemmesider med gode råd og forslag til ture.

På den engelsksprogede website, Biking in Provence-Alpes-Côte d’Azur, er der masser af oplysninger, forslag og kontaktmuligheder.

En anden hjemmeside på engelsk, Routes des Grandes Alpes® by bike, beskriver cykelruter fra Genevesøen og gennem Alperne til Middelhavet. Her findes også en ruteplanlægger, hvor man kan få udregnet længden på cykelture i Cotignac og omegn.

Øverste foto: Paul Foulonnea_3SOl'Agence
Midterste foto: J.Kelagopian: OTMNCA
Nederste foto: Agence Media H625_OTMNCA

Olivenplukkeugen 2021

Efter fire travle dage med olivenplukning er den samlede høst gjort op: Imponerende 546,7 kilo blev det til. Ifølge diverse kilder på Google skal der ca. 10 kg oliven til 1 liter ekstra jomfruolie. Så måske bliver der så meget som 60 liter af den fineste koldpresset jomfruolie af de mange oliventræer på Les 4 Moulins grund. Mon ikke ca. halvdelen vil blive sat ind i vores køkkener, når produktionsperioden er afsluttet lidt ind i 2022.

Tak til alle jer olivenplukkere for en flot høst 2022.

 

Der blev plukket og vejet nede i vinkooperativet. Høsten var 302 kg den første dag og 108 kg på dag 2.

 

Tak til Jesper Jerlang for billeder.

Birgittes opskrift på hjemmesyltede oliven

Hjemmesyltede oliven

Det skal du bruge:

  1. Mørke letmodne oliven
  2. Groft salt, skræl fra en økologisk citron og urter
  3. Flere friske (skyllede) urter, hvidløgsfed, tørret chili og Ekstra jomfru olivenolie

Sådan gør du:

  1. Olivenfrugterne vaskes i koldt vand tilsat lidt hvidvins eddike, for at få eventuelle urenheder væk.
  2. Læg de vaskede oliven i en gryde, bradepande eller andet og dæk dem med saltet, citronskræl og urter. Sættes på et koldt sted i 10 dage – vendes en gang om dagen.
  3. Skyl de saltede oliven rene for salt og læg dem på en ovnplade. Tørres i ovnen på 75 grader i et par timer.
  4. Læg olivenfrugterne i sterile glas og overhæld dem med god ekstra jomfru olivenolie og lidt tørret chili, hvidløgsfed og urter efter eget valg – vi brugte timian.

Forslag til servering:

Udsten evt. de syltede oliven med en olivenudstener og nyd dem sammen med lidt god lufttørret skinke, bøffelmozzarella, tomat og brød.

Bon appetit

Praktiske oplysninger om Nature Energy Park

Den 30. oktober afholdes Mit Franske Slot A/S’ generalforsamling i Nature Energy Park, Odense, og ved samme lejlighed holder aktionærerne deres Aktionærmøde sammesteds. Dette link indeholder praktiske oplysninger om mødestedet, der også er Odense Stadion og hjemmebane for superligaklubben OB. Der er rutevejledning, hvis man kommer med bil, og gode råd hvis man ankommer med toget til Odense. Læs også om parkeringsmuligheder. Følg linket.