OPDATERET Rejsesituationen: Kan jeg tage på ferie til Mit Franske Slot?

I takt med at coronasituationen letter både i Danmark og i Frankrig, vil der være muligt at rejse, især hvis man er vaccineret.  Ikke-vaccinerede skal dog være opmærksomme på reglerne, når man rejser tilbage til Danmark.

Følgende indrejseregler gælder pr. 9. juni 2021 for rejsende til Frankrig fra et EU-land samt bl.a. Norge:

  • Hvis man er fuldt vaccineret, er der ingen særlige helbredskrav
  • Hvis man ikke er fuldt vaccineret, skal man fremvise negativ PCR-test eller negativ antigentest (kviktest) foretaget højst 72 timer før afrejse (gælder for personer på 11 år og derover).
  • Der er ikke krav om selvisolation.

Når man så ankommer til Frankrig, er man underlagt de franske coronarestriktioner, der stort set ophæves i løbet af foråret/sommeren 2021.

Pr. 9. juni gælder følgende regler i Frankrig:

  • Mellem 23.00 og 06.00 er der udgangsforbud. Hvis man har behov for at være udenfor sit hjem i den periode, skal man udfylde en attest. Sådan en attest kan f.eks. hentes her: https://media.interieur.gouv.fr/attestation-deplacement-derogatoire-covid-19/
  • Ingen interne rejserestriktioner i Frankrig.
  • Butikker og indendørs markeder er åbne og må have en kunde pr. 4 m2. Det gælder også for museer.
  • Barer og restauranter har ingen begrænsninger udendørs og må fylde op til 50 % indendørs.
  • Man skal bruge mundbind alle disse steder bortset fra når man spiser og drikker.

De danske myndigheder siger om indrejse til Danmark (www.coronasmitte.dk):

  • Hvis du indrejser fra orange og røde lande skal du isoleres i 10 dage efter indrejse. Færdigvaccinerede rejsende med bopæl i EU- og Schengenlande kan indrejse i Danmark uden krav om test og isolation efter indrejse. Andre rejsende skal testes efter indrejse og efterfølgende isoleres i 10 dage.

Frankrig er orange.

Specifikt om vaccinerede siges det videre:

  • Færdigvaccinerede personer med bopæl i EU- og Schengenlande, der har bevis for en færdigvaccination udstedt i et EU- og Schengenland, er undtaget krav om anerkendelsesværdige formål, test forud for og ved indrejse i Danmark. De er endvidere undtaget krav om test og isolation efter indrejse i Danmark. Der skal være gået minimum 2 uger og maksimalt 180 dage siden vaccinationsforløbet blev gennemført.

 

 

Store olivenplukkeuge 2021

Sidste år gik den traditionelle olivenplukkeuge desværre i vasken på grund af coronanedlukning. Vores oliven blev dog plukket af folk fra Cotignac, der var glade for chancen.
Men i år skulle vi gerne selv få glæde af dem, og som sædvanlig står Jens Heiberg og Birgitte Olesen for forberedelserne og har allerede meldt datoerne ud.
Olivenplukkeuge 2021 er planlagt til uge 47 (20.-27. november). Der plukkes i 4 dage – fra mandag til torsdag. Som tidligere booker man selv værelser. Fællesspisning om aftenen aftales på slottet.
Sæt kryds i kalenderen.

Formand Jens Heiberg fremviser det sande olivenplukkeudstyr i 2019

Frankrig ophæver rejserestriktioner 3. maj

Om mindre end 14 dage forventes Frankrig at ophæve de rejserestriktioner, der blev indført for at reducere coronasmitten, skriver medierne. Det er regeringens talsmand, der meddeler det.

Rejserestriktionerne vil blive ophævet den 3. maj, mens regeringen håber at kunne lade barer og restauranter genåbne for udendørsservering i midten af maj.

Genåbningen kan ske fordi det forventes at den tredje bølge af covid-19, der har hærget de sidste måneder, er aftagende, bl.a. fordi mange nu bliver vaccineret.

Restriktionerne strammes i hele Frankrig

Til trods for at foråret buldrer frem i vores smukke område, har behagelige besøg på Les 4 Moulins stadig lange udsigter.

Fra den 3. april til 2. maj træder følgende begrænsninger i kraft:

  • Hvis man bevæger sig mere end 10 km fra eget hjem, skal man have selvskrevet attest, og den godkendes kun hvis der er en reel grund til at bevæge sig fra eget hjem.
  • Alle skal være hjemme kl. 19.
  • Skoler lukker i 3 uger.
  • Alle ikke essentielle butikker lukker.
  • Fra 5. april må man ikke bevæge sig ind i andre regioner medmindre der er en reel grund.

Grænserne forbliver åbne for Europa. Der kræves dog stadig en negativ PCR-test, der er højst 72 timer gammel.

Nye restriktioner i Nice-området

På grund af en tredje coronabølge og høje smittetal har den franske regering indført yderligere restriktioner i en del départementer, inklusive Alpes-Maritimes, der omfatter Nice. De skærpede restriktioner, der indføres fra midnat fredag (19. marts 2021) gælder dog ikke for departementet Var og dermed Cotignac.

I Alpes-maritimes (og 15 andre départementer) gælder følgende restriktioner nu:

  • Udgangsforbud alle ugens dage. Forbuddet er foreløbigt gældende i 4 uger
  • Alle butikker lukker undtagen dagligvarebutikker. Hver gang man bevæger sig væk fra sin bopæl skal der udfyldes en selvskrevet attest
  • Det er ikke længere muligt at rejse fra en region til en anden

For Var (dvs. Cotignac) er der stadig følgende restriktioner:

  • Udgangsforbud mellem kl. 19.00 – 06.00 om morgenen
  • Alle butikker må holde åben uden for ovenstående tidsrum

Nye indrejserestriktioner for rejsende fra EU

Ved indrejse til Frankrig fra EU-lande er der pr. 24. januar indført krav om fremvisning af en negativ PCR-test for Covid-19. Testen skal være højst 72 timer gammel.

For indrejse til Frankrig fra lande uden for EU/Schengen området har Frankrig som udgangspunkt lukket for indrejse.

I Frankrig er der stadig udgangsforbud mellem kl. 18 og kl. 6 om morgenen, dog er der få undtagelser der gør man må bevæge sig udenfor i dette tidsrum. Såfremt dette ønskes skal man udfylde en formular som man på engelsk kan downloade her: https://www.gouvernement.fr/en/coronavirus-covid-19.

Der er ikke karantænekrav for rejsende, som ankommer til Frankrig fra EU/Schengen området, herunder Danmark.

Tomme gader i Cotignac

Covid-19 huserer stadig i Frankrig som i Danmark og resten af verden. De franske restriktioner er endnu engang skærpet, og udgangsforbuddet udvidet. Som det ses på billedet, resulterer det i en mennesketom Cours Gambetta til trods for en solskinsdag i Provence.

Situationen i Frankrig er som følger:

  • Der er siden lørdag 16. januar 2021 udgangsforbud mellem kl. 18 og kl. 6 om morgenen i hele Frankrig. Dette er gældende minimum til 31. januar 2021.
  • Danskere kan stadig komme ind i landet, men folk udenfor EU skal fremvise negativ Covid-19 test og skal tilmed i 7 dages karantæne.
  • Skistationer, kulturelle oplevelser som museer, biografer og teatre samt restauranter kan endnu ikke åbnes, og der er ikke udmeldt dato for genåbning.
  • Status på vaccine: 1 mio. mennesker er pt. vaccineret i Frankrig.
  • Skoler er fortsat åbne i Frankrig.

Frankrig lemper Covid-restriktioner

Den 10. december meldte den franske premierminister Jean Castex at:

  • Det totale udgangsforbud ophører 15. december. Der indføres udgangsforbud mellem kl. 20 og kl. 06 – inkl. nytår. Hvor længe det kommer til at vare er ikke besluttet.
  • Restauranter, museer, biografer, sportscentre m.m. kan forhåbentlig åbne fra 20. januar.
  • Grænserne til Frankrig forbliver åbne for EU og Schengenlandene.

Tomme huse i Les 4 Moulins

Coverfoto: Tirsdagsmarked i Cotignac i december i coronatiden
Foto: Louise Klitgaard

Frankrig lukker ned igen

Gældende fra fredag den 30. oktober 2020 er der indført et generelt udgangsforbud i hele Frankrig som i foråret.

Udgangsforbuddet gælder dog ikke børneinstitutioner, skoler og arbejdspladser hvor fjernarbejde ikke er muligt. Dagligvarebutikker, madmarkeder og offentlige institutioner vil ligeledes forblive åbne, mens alle restauranter og barer skal lukke.

Det vil kræve en selvudfyldt attest at forlade hjemmet hvis man skal foretage indkøb, gå til lægen eller gå en tur inden for en radius på én kilometer fra hjemmet. Alle ikke-nødvendige private rejser og familiebesøg frarådes, og det er ligeledes forbudt at bevæge sig mellem de forskellige regioner.

Grænserne til Frankrig forbliver åbne for EU og Schengenlandene.

Nedlukningen gælder indtil videre til og med d. 1. december.

UPDATE: Nye franske coronarestriktioner omfatter nu også Cotignac

Den franske premierminister meddelte den 22.10. at i alt 38 departementer er kommet i rød zone. Det inkluderer nu også Var-regionen og Alpes-Maritimes.

Dermed er både Cotignac og Nice omfattet af de strenge restriktioner, der betyder at der er udgangsforbud mellem kl. 21 og kl. 6. Dette forbud gælder indtil 1. december som minimum. 

Præsident Macron informerede onsdag 14. oktober om nye restriktioner i Frankrig, og det er nu besluttet at der er udgangsforbud i større byer som Marseille, Montpellier, Aix-en-Provence, Paris m.m. mellem kl. 21 og 6 om morgenen fra lørdag 17. oktober og 4 uger frem. De arbejder på at forbuddet skal fortsætte indtil 1. december.

Desuden må max 6 personer være samlet i offentligheden bl.a. restauranter, på gaden, museer m.m.  Man må altså godt være fx 40 mennesker i en restaurant men max 6 personer ved samme bord.