Liv og glade dage på La Tuf

Vores lokale mikrobryggeri har ikke bare godt øl og en dejlig gårdhave. Der foregår også mange ting i den hyggelige bar oppe over bryggeriet. Et par gange om ugen kan man høre jazz eller andet musik, og der foregår forskellige events.

Her er nogle af de kommende events – som omtalt på Facebooksiden Bière La Tuf:

Onsdag 4. maj kl. 20.30: Scène ouverte: Duo comique med Fergus & Cathy – god træning i fransk 😊

Lørdag 7. maj kl. 20.30: Koncert med Alejandra Burgos

Torsdag den 12. maj fra kl. 19.30: Blindsmagning hos ”ølskrædderen”

Fredag den 20. maj kl. 20.30: Bonnie & Clyde, akustisk duo, pop, rock, country, folk

Billede øverst: Swinggruppen Harpyotime and the Nightbirds spillede muntert swingmusik den 23. april. Den smukke kvinde i perfekt 50’er kjole var den velsyngende sangerinde.

Velkommen til Marianne og Thomas

Vi har endnu en gang fået et par nye aktionærer, der her giver en kort præsentation af sig selv:

 

“Kære medaktionærer

Vi – Marianne og Thomas – glæder os til at dele Les 4 Moulins med jer –  inspireret af vores venner Vibeke og Theis som netop også har købt en aktie.

Vi bor i Hellerup, fylder begge 60 i år, og vores tilsammen 4 voksne børn glæder sig også til at se ”slottet”.

Igennem mange år har vi rejst på kryds og tværs i Frankrig – både vinter og sommer.

Vi holder af at bevæge os, til fods, på cykel, ski og til vands.

Tanken om at vende tilbage til et velkendt sted tiltaler os meget, men også det at være en del af et fællesskab, spise sammen, drikke et glas vin og udveksle oplevelser ser vi frem til.

Vi ses til aktionærmødet den 30/4

Med venlig hilsen

Marianne Nexmann og Thomas Ullstad”

 

Slut med mundbind i Frankrig (næsten)

Hermed en opdatering vedr. covid-19, så du ved hvad du har at rette dig efter hvis du planlægger en tur til Les 4 Moulins. Du kan også læse om reglerne på den danske ambassade i Paris’ hjemmeside.

Følgende regler gælder fra 14. marts 2022

Ifølge den officielle hjemmeside, https://www.gouvernement.fr/info-coronavirus, er det fra den 14. marts slut med at bære mundbind indendørs. Undtagelser er offentlig transport og sundhedsfaciliteter som apoteker, hospitaler og plejehjem.

Det er også slut med at fremvise coronapas – igen bortset fra i sundhedsfaciliteter som hospitaler og plejehjem.

 

Følgende regler gælder ved indrejse

Hvis du er vaccineret

  • er det nok at fremvise sit coronapas. Det er ikke længere påkrævet at udfylde en tro-og-love-erklæring og det er heller ikke nødvendigt med en negativ PCR- eller antigentest, hvis man kommer fra et EU-land.

Hvis du ikke er vaccineret

  • skal du vise flyselskabet eller grænsekontrollen et bevis på overstået infektion eller en negativ PCR- eller antigentest der er mindre end 24 timer gammel.
  • Børn under 12 år er undtaget for reglerne om testning.

 

Coronasituationen i Franskrig

Der er stadig mange tilfælde af covid-19 i Frankrig. I ugen op til den 17. marts blev der konstateret 526.548 tilfælde.

I alt siden udbruddet for 2 år siden har Frankrig haft tæt på 24 millioner tilfælde of 141,640 dødsfald.

Over 153 millioner vaccinationer er uddelt pr. 17. marts 2022

Kilde vedr. coronasituationen: CNN Travel

Op på pedalerne – her kan du leje cykler

Området omkring Cotignac er ideelt til cykelture, og det er der også mange aktionærer, der har fundet ud af.

Lej en cykel

I stedet for at have sine egne cykler med i bilen eller have dem stående permanent i Les 4 Moulins, kan man leje cykler lokalt. Nogle gange kommer de endda og afleverer cyklerne hos kunden.

Jytte, Aktivitetsudvalget, har sendt følgende muligheder:

BikeHireDirect
www.bikehiredirect.com
var@bikehiredirect.com
Tlf: 0033 (0) 782417061

Her kan lejes mtb-lignende cykler. Se fotos af DispoVelo

MyCycles
VTT, Route ( racer), e- bikes
my.cycles@orange.fr
0033(0)494805642
Route de Brignoles i Carces (ud mod Intermarche)

Taler ikke engelsk, bringer ikke, men E- bikes og racer er virkelig gode. Herunder flot Bianchi fra MyCycles.

 

Christophe har også sendt links til steder i Carces, hvor man kan leje cykler –  og i øvrigt anskaffe sig udstyr, hvis det er det man mangler.

Links’ene er

https://www.ouibike.net/en/location-velo/var/carces/  – engelsk side

Obs: Ifølge Jytte udlejer ovenstående forretning ikke racercykler

https://mobilitevillage.fr/location-velo-carces/

 

Billedet herover er fra https://mycycles.fr

Facebookgruppe

Hvis du drømmer om cykelture i lokalområdet kan du finde beskrevne ruter på facebookgruppen “L4M landevejscykling. Der er ture fra 50 km til ca. 100 km. Gruppen er kun for personer med aktionærrettigheder – søg om medlemskab og du vil få adgang.

 

Velkommen til Vibeke og Theis

Mit Franske Slot har igen fået nye aktionærer som vi glæder os til at hilse på. Inden vi får lejlighed til det, kan vi her læse, hvad Vibeke fortæller:

“Kære medaktionærer

Her sidder vi og skåler virtuelt med jer alle sammen! Vi er netop blevet aktionærer og glæder os meget til at lære Les 4 Moulins og jer alle sammen at kende. Vi bor i Dragør, hvor vi har boet i mange år. Vi har to voksne sønner, som er flyttet hjemmefra, så når vi ikke arbejder, spiller vi golf, cykler, rejser og nyder at være sammen med gode venner og familie. Vi er vilde med ideen om at have et dejligt sted i Frankrig, hvor vi kan nyde livet og samtidig have muligheden for at kunne være sammen med andre om et hyggeligt måltid mad, en gang petanque eller (mini)golf – og Theis håber, at han også kan finde nogle tennismakkere at spille med. Så kan jeg lave et fælles måltid imens!

Vi glæder os til at møde jer.

Theis og Vibeke”

Mød vores nye aktionærer: Malene og Morten

Der er ikke mange aktier, der skifter hænder i Mit Franske Slot, men blandt de få, der har fået fingre i en aktieandel, er Malene og Morten Falck Larsen fra Charlottenlund. De præsenterer sig her:

“Vi er Malene på 56 og Morten på 63 og bor nord for København og har i mange år rejst i Frankrig. Vi stiftede bekendtskab med konceptet omkring Mit Franske Slot gennem et vennepar, som er aktionærer.

Sidste sommer besøgte vi Mit Franske Slot og blev helt overbeviste om, at det var lige noget for os. Vi faldt fuldstændig for stedet og byen og de muligheder, som området byder på. Vi er vilde med at være i naturen året rundt og glæder os til mange oplevelser omkring Mit Franske Slot.

Vi glæder os til at være en del af fællesskabet og vil gerne gøre vores til, at Mit Franske Slot udvikler sig og forbliver et fantastisk sted for alle.

Venlig hilsen
Malene og Morten”

 

Skabsnyt! Find dit nye skab

Så skete det!

Det lykkedes deltagerne i aktionærugen at samle og montere 180 Ikeaskabe, således at hver aktionær nu har et skab, der er 101 cm højt og 60 cm i henholdsvis bredde og dybde (udvendige mål). Der hører to nøgler til hvert skab, og desuden har Louise en masternøgle i tilfælde af at begge nøgler ligger hjemme på kommoden.

Skabene er opstillet i elegante rækker med 68 styks i rum nr. 12 (ved siden af Galleriet) og 112 i rum nr. 30 (under Mys Hus). Mens alle skabe i nr. 30 på nær 2 er fuldt monteret med låger og låse, mangler lågerne stadig i nr. 12. De er i restordre og skulle ankomme i nærmest fremtid.

Find dit skabsnummer og dets placering

I Aktionæroversigten kan du se nummeret på dit skab samt hvilket rum det findes i. Hvis der f.eks. står 56 – 12 ved siden af dit aktionærnummer, betyder det at du har skab nr. 56 i rum nr. 12.

Aktionæroversigten er ordnet efter aktiernes numre. Hvis du ikke umiddelbart kan finde dit navn og aktionærnummer, kan du søge ved hjælp af Ctrl F-funktionen og den lille rude, der kommer oppe i højre hjørne af siden.

NYT: Strengere coronaregler i Frankrig med vaccinekrav

NYT: Fra 24. januar er der krav om vaccination eller overståede infektion for at gå på restaurant og café og til kultur- og sportsarrangementer. Det er således ikke længere nok at have en negativ coronatest.

Ifølge udenrigsministeriets hjemmesiden forventes det fra 15. februar ligeledes at man har fået det tredje stik for at få adgang til offentlige steder.

Ligesom Danmark er Frankrig i øjeblikket hårdt ramt af høj smitte – især af omikron-varianten. Alene lørdag den 22. januar blev der registreret 390.00 nye smittetilfælde.  I alt har Frankrig haft over 125.700 dødsfald med covid-19 siden pandemien startede for ca. to år siden.

Hermed en opdatering så du ved hvad du har at rette dig efter hvis du planlægger en tur til Les 4 Moulins.

Følgende regler gælder ved indrejse ifølge denne officielle hjemmeside:

Hvis du er vaccineret

  • skal du fremvise bevis på din vaccinationsstatus samt udfylde en tro-og-love-erklæring på at du ikke har symptomer på Covid-19 eller har haft kontakt med et bekræftet smittetilfælde i de seneste 14 dage. Det er ikke påkrævet med en negativ PCR- eller antigentest, hvis man kommer fra et EU-land.

Hvis du ikke er vaccineret

  • skal du vise flyselskabet eller grænsekontrollen et bevis på overstået infektion, der er mere end 11 dage og mindre end 6 måneder gammelt, eller en negativ PCR- eller antigentest der er mindre end 24 timer gammel.
  • Desuden skal du udfylde en tro-og-love-erklæring på at du er villig til at tage en coronatest ved ankomst.

Børn under 12 år er undtaget for reglerne om testning.

Der er ingen restriktioner på rejse indenfor Frankrig.

Tro-og-love-erklæringen kan downloades fra denne hjemmeside. Den er en pdf-fil nederst på siden.

Følgende regler gælder ved ophold i Frankrig:

  • Det er obligatorisk at bære mundbind i alle indendørs offentlige rum
  • Det er også obligatorisk i at bære mundbind i centrale byområder
  • Der skal vises coronapas på cafeer, restauranter, biografer, teatre og andre kultur- og fritidsaktiviteter. Der gælder nu krav om vaccination eller overstået covid-19
  • På barer og i restauranter skal gæsterne sidde ned ved servering
  • Der er en øvre grænse for forsamlinger på 2.000 ved indendørs arrangementer
  • Folk, der arbejder i Frankrig, skal så vidt muligt arbejde hjemmefra tre dage om ugen
  • Endelig er det vigtigt at overholde følgende generelle regler, der beskytter mod smitte: mundbind, hyppig håndvask, regelmæssig luftning, host og nys i albuen og brug af papirlommetørklæder.