Trøffeltid – et eldorado for elskere af ”den sorte diamant”

På denne tid af året kan man gå en tur i skoven ikke langt fra Cotignac og dér møde en ivrig hund med snuden i jorden og, i hælene på vovsen, et par folk med kurve i hænderne. Så kan man være sikker på at have mødt trøffeljægere på jagt efter ”sorte diamanter”.

Den skovrige egn omkring Aups er det ideelle voksested for de sorte trøfler, der er spiselige svampe som vokser under jorden blandt egetræernes rødder. De foretrækker en høj beliggenhed, et varmt og tørt klima med regn om foråret og en kalkholdig jord, og det findes netop her.

Trøflerne er ikke umiddelbart til at opdage, da de som sagt vokser under jorden. Derfor havde man før i tiden svin, der som deres tobenede ”slægtninge” elsker trøfler, til at snuse sig frem til de underjordiske lækkerbiskener. I vore dage benyttes hunde, der er lettere at opdrage, til samme formål.

Trøffelmarked i Aups

Trøffelsæsonen går fra november til marts, og i den periode er der hver torsdag formiddag trøffelmarked på Place Mistral i Aups. Her står trøffeljægerne med deres dyrebare varer, som de har samlet tidligt om morgenen. De sorte klumper går for en pris af mellem 50 og 100 euro pr. 100 gram, og de fås i størrelser fra 100 gram og helt op til et kilo.

Deltag i en trøffeljagt

Hvis I har lyst til selv at være med i jagten, findes der en sjælden mulighed for at komme med ud og se hvordan man samler trøfler hos en privat familie der lever af at finde trøfler med deres to hunde. Fra januar til marts kan man kontakte familien Canut på mail lisa.canut83@gmail.com eller +33637723893. Det gælder om at samle en gruppe på mellem 6-12 personer, og det er velset at man køber et eller to produkter fra deres produktion efter rundvisningen.

    

Har du brug for lidt inspiration til retter med trøffel, er her nogle gode opskrifter: https://troeffelshoppen.dk/blogs/opskrifter

Vi har lånt billeder fra Facebook-gruppen skudt af Karsten og Gitte Koed samt af Vibeke Munk. Tak for det.