Lørdag d. 27. februar til fredag d. 5. marts 2027
Hvad går højskoleugen ud på?
Idéen er, at vi laver vores egen højskole, som kobler den danske højskoletradition med fransk kultur. Vi skal synge sammen, høre interessante foredrag på slottet, lære mere om Cotignac og omegn samt tage på ture for at besøge spændende steder og mennesker indenfor kunst og kultur.
De fleste dage starter med fællessang og fortælling.
- Vi planlægger fælles aftensmad alle dage, og vi hjælper hinanden med tilberedningen. Første og sidste dag tilbereder Remy aftensmad til os.
- Vi sørger hver især for morgenmad og frokost.
- En eller to dage vil der dog være fælles frokost, som er indeholdt i deltagerbetalingen.
Program
Vi har på nuværende tidlige tidspunkt endnu ikke et færdigt program.
Hvad ved vi nu:
- Vi starter med fælles middag lørdag aften, hvor Remy tilbereder aftensmad til os.
- Søndag formiddag har vi introduktion, fællessang og fortælling. Her er der mulighed for, at de sidst ankomne og aftenens madhold kan foretage nødvendige indkøb.
- Om eftermiddagen får vi besøg af Anna Thygesen, som fortæller om sit spændende liv. Anna Thygesen er kommunikationsrådgiver, og hun er gift med Bill Rathje, som nogle aktionærer har mødt på højskoleugen i 2024. De har tæt tilknytning til Provence med byhus i Callas og lejlighed i Nice. Hvis vi er heldige, kommer Bill Rathje også med.
- Torsdag skal vi på tur med den danske kunstmaler Inge Hørup, som er bosat i Callas. Turen er endnu ikke planlagt, men planen er, at vi kommer til at besøge flere kunstnere i omegnen. På turen er der fælles frokost. Vi slutter dagen med let aftensmad på L4M.
- Hjemrejse fredag
Derudover har vi spændende planer og ideer for de øvrige dage, bl. a. Annemarie Lund Ovesens fortælling om sit møde i København med den 100-årige madskribent Marianne Stürup Egede Glahn, som har arbejdet med fransk gastronomi.
Vi skal også høre Ellen Marie Stounberg fortælle om et utroligt fund af malerier af Carl-Henning Pedersen. I mange år lå hans værker gemt væk på et utæt loft på det franske slot Chateau de Molesmes. Nu er de kommet til Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Herning.
Når det endelige program er på plads, hører I nærmere.

Praktiske oplysninger
Deltagerbetaling for Højskoleugen er 1.400 kr. pr. person.
Beløbet dækker honorarer til eksterne oplægsholdere, entreer og 1-2 frokoster.
Udgifterne til aftensmaden alle dage deler vi ved ugens slutning, og et evt. overskud/underskud vil blive indregnet.
Vi kører i deltagernes egne eller lejede biler, når vi tager på tur.
Tilmeldingen er åben via dette link:
https://forms.gle/n52DQt1RfdknAeJz6 med sidste tilmeldingsfrist d. 1. september 2026 kl. 24.
Vi råder over værelse 11,13,14 og 16 og værelse 19-24 samt værelse 31-37.
I tilfælde af, at der er flere deltagere, end der er plads til, vil der blive trukket lod om pladserne.
Der vil i givet fald blive oprettet venteliste.
Vi følger reglerne for afholdelse af temauger, se formalia og ejeraftale § 13.
Ved tilmelding skal du oplyse:
- Aktionærnummer
- Ønske om bolig
- Navn på deltagere
- Telefonnr. på deltagere
Der gives besked om deltagelse efter evt. lodtrækning og værelsesfordeling. Du vil i den forbindelse modtage et kontonummer til indbetaling for deltagelse i højskolen.
Værelser betales ca. 30 dage før ankomst. Der kommer en opkrævning via bookingsystemet. Bemærk at bookinger til temauger er bindende senest 60 dage før temaugens start, også selv om betaling først opkræves 30 dage før start.
Ved afbud under 60 dage før temaugens start bortfalder forpligtelsen til betaling ikke, selv om boligen bliver genudlejet via spontan booking.
Vi glæder os til at høre fra jer!
De bedste hilsner
Inge og Palle Florup
Annemarie Lund Ovesen, Kim Brokhattingen
Ellen Marie Stounberg
