En vandretur med indbygget pause

Har I mod på lidt længere vandreture med udgangspunkt i Les 4 Moulins, er det lokale turistkontors forslag til rød og gul rute værd at afprøve. Begge fint afmærkede ruter starter midt på Cours Gambetta og snegler sig op forbi notaren og kirkegården.

De to ruter følges et langt stykke ad vejen, forbi det lille kapel Saint Martin, over vejen og ind i skoven efter ca. 50 m. Herefter går det ca. en kilometer indtil den røde markering peger mod venstre og ruten går mod Notre Dame de Grâces og Monastère Saint Joseph. Men fortsætter I ad gul rute, vil I opleve en skøn tur først i skov og derefter forbi vinslotte og -marker.

 

Efter at I har passeret vinslottet Caseneuve og vendt snuden hjemad, kommer I til et lille stenhus med det charmerende navn Sara. Det er en såkaldt cabanon, en hytte som markarbejderne kunne hvile og få skygge i. Selv hesten kunne komme med indenfor.

Cabanon Sara er istandsat og under Cotignacs beskyttelse og åben for alle vandrere. Når man vover sig ind gennem døren, er der borde til at sidde og spise ved og sjove gamle redskaber. Når I således er forfrisket og mætte, går vejen tilbage forbi campingpladsen, og når I er tilbage i L4M igen, har I gået ca. 12,4 km.