Information om Covid-19 og Les 4 Moulins

Af Louise Klitgaard

Kære aktionærer

Hjertelig velkommen tilbage til Les 4 Moulins. Vi har efter flere måneder glædet os til igen at byde jer velkommen.

Som følge af Covid-19 er her nogle retningslinjer, som de franske myndigheder og brancheorganisationer har udstedt, og som I venligst bedes gennemlæse og efterleve under jeres ophold på Les 4 Moulins.

Status i Frankrig
Den franske regering opdaterer os jævnligt, og seneste nyt kan altid læses på vores hjemmeside under ”nyheder”, hvor resumé gives på dansk. Cotignac og Provence generelt er i grøn zone, dvs. man opfordres til at bruge sin sunde fornuft og være opmærksom på samme måde, som i Danmark. Situationen om Covid19 i Frankrig kan følges på https://www.gouvernement.fr/info-coronavirus (siden er oversat til engelsk).

Retningslinjer på Les 4 Moulins

  • Hold afstand til hinanden, dvs. min. 1 meter
  • Vask hænder ofte eller brug håndsprit
  • Host eller nys i ærmet – ikke dine hænder
  • Undgå håndtryk, kindkys og kram og berøring i ansigtet
  • Puds næsen i engangsservietter, hvorefter de smides ud
  • Brusebad i egen lejlighed inden poolbesøg
  • Håndklæder skal bruges på liggestolene

Derudover:

  • Inden fælleskøkkenerne anvendes, vask da venligst hænder eller anvend håndsprit. Der er også mulighed for at bruge gummihandsker, som vil være at finde i fælleskøkkenerne.
  • Hvis I er flere familier i samme hus, kan der aftales køkkentider, så der højst er 2 familier ad gangen i køkkenet.
  • Fællestoiletter og sauna vil være lukkede indtil nye retningslinjer fra de franske myndigheder modtages.
  • Kontoret/telefonen er udelukkende åben fra mandag – fredag mellem kl. 10-11, hvis der er spørgsmål.
  • Såfremt man har besøg på Les 4 Moulins er det aktionærens/gæstens ansvar at de efterlever Covid19 reglerne.

Covid-19 kit
Alle boliger har et Covid-19 kit til rådighed under ophold, som indeholder håndsprit samt en ”stop virus”- spray, der kan benyttes til at desinficere overflader med en speciel rulle til at tørre efter med. Med ”stop virus” spray skal alle overflader tørres af efter brug – lige fra liggestole til bordplader i fælles opholdsrum. Kittet bedes ved afrejse blive stående i boligen. Inden check-in i bolig er håndtag og overflader desuden desinficeret.

Mundbind

Ifølge den franske regering er det frivilligt at bære mundbind ude blandt andre, men der opfordres kraftigt til det. Såfremt I har glemt jeres eget mundbind, kan der hentes et i depotrummet i La Maison.

Hvad gør man hvis man tror man er smittet
Step 1: Hvis du har symptomer (hoste, feber) på COVID-19: Bliv i boligen på Les 4 Moulins, undgå kontakt, ring til lægen i Cotignac på 0033 4 94 04 67 96 eller direkte til alarmcentralen på nummer 15, som vil guide dig til, hvad man derfra skal gøre.

Step 2: Såfremt der er mistanke om eller konstateret smitte kontakt da daglig leder på +33 6 42 83 38 15.

Hvis man har spørgsmål om COVID-19 generelt, kan man ringe på 0 800 130 000.

Nu kan vi rejse til vores franske slot!

Af Ulla Plon

Det danske udenrigsministerium har i dag lempet rejsevejledningerne til de fleste europæiske lande, herunder Schengen-landene bortset fra Sverige og Portugal, så der ikke længere frarådes ”ikke-nødvendige” rejser. Det gælder fra 27. juni. Det betyder at alle, der har booket boliger i Les 4 Moulins i juli måned og senere rimeligt trygt kan rejse dertil. Det er ikke mindst godt for økonomien i Mit Franske Slot.

Udenrigsministeriet skriver på um.dk:

”For at være ”åbent” skal et land have under 20 smittede pr. 100.000 indbyggere pr. uge. Når et land først er åbent, vil det kritiske niveau for, hvornår et land ændrer status til ”karantæneland” være ved 30 smittede pr. 100.000 indbyggere. Det gøres for at undgå at åbne og lukke på grund af mindre udsving fra uge til uge.  Der vil også blive stillet krav til landenes testregimer. Statens Serum Institut vil ugentligt udarbejde en tabel med lande, der klassificeres som henholdsvis ”åbne” eller ”karantænelande”.

Den nye model vil træde i kraft lørdag den 27. juni, og der fastlægges en liste over åbne- og karantænelande den 25. juni. Ud fra de valgte kriterier kan det dog allerede nu fastslås, at langt de fleste lande i EU- og Schengenområdet samt UK vil blive åbne lande.

Såfremt landene ikke har betydelige indrejserestriktioner over for danske rejsende vil Udenrigsministeriets rejsevejledninger blive gule for alle åbne lande. Det betyder, at Udenrigsministeriet ikke længere vil fraråde ikke-nødvendige rejser men opfordre rejsende til at udvise ekstra forsigtighed og holde sig opdateret. Derudover opfordres alle rejsende til at følge Udenrigsministeriets særlige rejseråd for rejser i en tid med COVID-19. For danskere der vender hjem fra rejser til gule lande, vil opfordringen til at blive hjemme i 14 dage efter hjemkomst bortfalde.”

Husk i øvrigt at følgende regel gælder i Frankrig: “Det er lovpligtigt at bruge mundbind i al offentlig transport, på stationer og i taxa. Butikker kan kræve, at kunder bærer mundbind.”

Corona-update fra Frankrig

Af Louise Klitgaard

President Macron talte i går aftes til den franske befolkning for at informere om seneste nyt vedrørende situationen omkring Covid-19. Hovedpunkterne i talen var:

– Hele Frankrig åbner fra mandag den 15. juni for Europa

– Fra 22. juni skal alle skoler, gymnasier m.m. åbne

– 500 mia euro er brugt til at hjælpe firmaer m.m. gennem Coronakrisen

– Tyskland og Frankrig optager et samlet lån

– Først i juli præsenteres en ny plan om hvordan landet igen kommer på rette kurs.

Frankrig åbner

Af Louise Klitgaard

 Turismen genåbner 15. juni i Frankrig for rejsende fra Europa.

Der er ikke flere ”røde zoner” i Frankrig; alle er grønne bortset fra fire zoner, der stadig er orange. Det gælder i Nordfrankrig og to øer.

Som i Danmark, er virussen under kontrol og situationen på nuværende tidspunkt er bedre end frygtet. Dog anbefales det stadig stærkt at benytte mundbind, og i offentligheden bærer 80 % masker. Det er stadig forbudt at samles mere end 10 personer.

Følgende gælder fra 2. juni:

  • Vi må bevæge os frit i Frankrig (100 km grænsen er ophørt)
  • Alle skoler åbner
  • De sidste stormagasiner kan genåbne
  • Bar, restauranter og caféer kan åbne.
  • Offentlige parker og haver kan åbne
  • Swimmingpools kan genåbne
  • Museer og teatre
  • Søer og strande

Indtil 21. juni der stadig forbud mod:

  • Åbning af diskoteker og spillehaller
  • Kontaktsport
  • Sportsstadier og hestevæddeløb

Genåbningsfase 3 starter 21. juni.

Dansk par driver lille hotel i Nice

Sans Souci er et sødt lille hotel i hjertet af Nice – og så er det ejet af et dansk ægtepar, der meget gerne byder gæster fra Danmark velkommen. For aktionærerne i Mit Franske Slot kunne Sans Souci-Nice være et oplagt stop på vejen hvis de eller deres venner og familie ønsker at besøge den smukke by ved Rivieraen på vej til eller fra Les 4 Moulins.

Læs mere på https://sanssouci-nice.com/, eller hør hvad værtsparret selv forklarer:

“Vores lille familiedrevne hôtel meublé ligger i hjertet af den gamle bydel i Nice. Vi bor på den smukke Place de la Préfecture, lige ved blomstertorvet og to minutters gang fra Promenade des Anglais og havet.

Alle vores syv værelser har fransk altan med udsigt over Place du Palais de Justice og er individuelt indrettede i sydfransk stil. De har alle minikøkken med kogeplader, elkedel og service til enkel madlavning.

Hos os sætter vi den personlige service i højsædet og gør en stor indsats for at give vores gæster en oplevelse ud over det sædvanlige. Vi serverer gerne en forfriskning i vores hyggelige opholdsstue og vil altid gerne være behjælpelige og ønsker, at I skal føle jer hjemme her hos os.

Hjertelig velkommen på Sans Souci
Maria og Mikkel, værtspar”

Cotignac ligner sig selv – næsten!

Efter næsten to måneders nedlukning er Frankrig for alvor på vej mod en åbning af samfundet. I Cotignac kunne der handles på tirsdagsmarkedet for første gang i lang tid, og blomsterhandleren havde også slået dørene op. Når dertil skal lægges en blå himmel og dejlig varmt majvejr mangler der kun nogle glade danskere til at indtage Les 4 Moulins. Men det må vist vente noget tid endnu!

Tekst: Ulla Plon. Foto: Louise Klitgaard

Tidligst rejser til Frankrig efter 15. juni

Som følge af coronakrisen har Frankrig lukket sine grænser for indrejse for udlændinge medmindre de er fastboende, grænsependlere eller relevant sundhedspersonale. Pr. dags dato er det meddelt at restriktionerne for indrejse til Frankrig som minimum forventes at være gældende indtil midten af juni måned. Dvs. at vi ikke kan regne med at rejse til Les 4 Moulins før tidligst efter 15. juni.

Men for franskmændene er der lyspunkter: Fra mandag den 11. maj er udgangsforbuddet ophævet, og man må nu bevæge sig 100 km fra eget hjem uden attest.  Derudover åbner butikker, skoler og virksomheder, og visse strande kan åbne. Gymnasier lukker dog først op 18. maj, og restauranter og hoteller forventes at kunne åbne 2. juni.

Derudover er det værd at bemærke følgende:

  • Frankrig er delt op i røde og grønne områder alt efter hvor godt den enkelte region klarer sig. Provence og Côte d’Azur er i grøn zone.
  • Frankrig er klar til at teste i meget højere grad end tidligere.
  • Man skal have maske på i offentlige transportmidler og nogle byer (fx Nice). I Cotignac lover de også masker til alle indbyggere

Opdatering på Covid-19 situationen i Frankrig

Af Louise Klitgaard

Præsident Macron holdt en tale til den franske nation i aftes, hvor han opremsede følgende forholdsregler, der skal begrænse smitten med coronavirus:

  • Udgangsforbud med samme strikse regler som nu indtil 11. maj.
  • Hoteller, restauranter, biografer m.m. skal åbne senere end 11. maj. Åbningsdato for disse kommer senere.
  • Festivaler og koncerter først fra midt i juli.
  • Der forsøges givet mundbind til alle i denne periode. De skal bruges når man bevæger sig uden for eget hjem.
  • Hjælp til nødlidende virksomheder er de samme som tidligere.
  • De europæiske grænser holdes indtil videre lukket til 11. maj.

Derudover skal man udfylde et dokument hver gang man skal ud af sit hjem. Se her: https://www.gouvernement.fr/sites/default/files/contenu/piece-jointe/2020/03/attestation-deplacement-fr-20200324.pdf

Hvis man ikke har dette på sig, vanker der bøder fra 1000 kr. og opefter.

Der flyver desuden droner for at holde øje med om folk bliver indendørs. Man må kun være 1 km fra eget hjem for at dyrke sport og maksimalt 1 time udenfor generelt. Derudover må der kun være 1 person i bilen. Når vi handler, kører vi derfor i 2 biler efter hinanden med hvert vores dokument.

 

 

Udgangsforbud i Frankrig forlænget

Udgangsforbudet i Frankrig er forlænget med 15 dage af den franske Premier ministre Édouard Philippe, dvs. til efter påske – den 15. april.

Nye regler i Frankrig vedr. coronavirus/covid-19

Følgende regler er gældende i Frankrig for de næste 15 dage (fra 17. marts 2020) :

  • Alle butikker, restauranter, barer m.m. er lukket siden mandag. Kun supermarkeder, apoteker, tabac må nu have åbent.
  • Der er udgangsforbud siden i dag kl. 12. Dvs. at man kun må bevæge sig udenfor for at handle fødevarer i nærområdet, gå til læge, og de der på ingen måde kan arbejde hjemmefra må tage på arbejde.
  • Det er forbudt at se venner og familie
  • Franskmænd skal, som i DK, komme hjem
  • Alle de europæiske grænser er efter kl. 12 i dag lukket

Man skal helt konkret udfylde en formular såfremt man skal fra A til B – eller bare udenfor sit hjem. Såfremt ovenstående overtrædes gives der bøder på mellem 38€ og 135€. Militæret er ligeledes indsat og der bliver lavet kontrol.