Arets olivenhøst på Les 4 Moulins gav rekord

Olivenbanden ved olivenchef Jens Heiberg rapporterer:
Plukkeugen afsluttet: ny rekord: 647,4 kg – afleveret til Cotignacs vinkooperativ
– forventet olieudbytte ca. 12% – olieafhentning medio februar v. Louise – alle 13 deltagere i god form – ingen ulykker….
Tak til alle der plukkede.

Spil padel i Cotignac

Synes du det er sjovt at spille padel, eller kunne du tænke dig at prøve at spille denne forholdsvis nye og meget populære sport, så er der muligheder både i Cotignac og i flere nabobyer. Ifølge vores aktivitetschef Jytte Møller Christensen er det et “MEGASJOVT FAMILIESPIL”. Læs mere om spillet nedenfor eller på Dansk Padel Forbund.

I Cotignac kan man spille padel i tennisklubben, der ligger ved parkeringspladsen bag apoteket og ved boulodromen – altså lige når man kommer ned til byen. Det koster 30 euro at leje banen og lidt ekstra for fire ketchere og bolde. Man reserverer banen på en app, der hedder Tennis Club Cotignac.

 

Hvis du ikke er helt med på hvad sporten går ud på, er her en kort forklaring: Padel er det, der tidligere kendtes som padel tennis, men har ikke noget at gøre med en anden sport kaldet paddle tennis. Ifølge Dansk Padel Forbund er padel ”en sport, der bedst beskrives som 50% af det bedste fra andre ketcher- og batsportsgrene og 50% sjov, adrenalin, makkerskab og hyggeligt samvær. Sporten er let at komme i gang med og appellerer derfor til en bred gruppe af udøvere (unge, ældre, uøvede og handicappede)”. Padel spilles altid som double.

 

 

Udover Cotignac kan man f.eks. spille padel i Lorgues. Lorques ligge kun ca. 18 km fra L4M. Tennis Padel de Lorgues tilbyder baneleje for 7 € for 1,5 time, 60 € for et ti-turs kort – også for 1,5 time pr. gang. Ketchers kan lejes for 3€.

En anden mulighed er i Le Luc, 20 km væk, hvor AS Tennis Padel Lucois også udlejer padelbaner og ketchere.

 

 

 

Billedet af spillerne er lånt blandt Dansk Padel Forbunds pressebilleder.

På skattejagt i vinmarken

Endnu en af de mange gode oplevelser, der er at få i nærheden af Les 4 Moulins, er en ny og rimeligt avanceret men underholdende skattejagt på et vinslot ca. 20 minutters kørsel fra Cotignac.

Hvis I er nogle stykker – ideelt mellem 4 og 6 – og snører et par solide sko på fødderne, er I klar til et par timers fornøjelig skattejagt ved vinslottet Aspras nær Correns. Meld jer ved salgsstedet og få en forklaring på hvad det går ud på. Her udleveres også de nødvendige materialer, der fås både på fransk og engelsk ligesom den mundtlige introduktion.

Kør derefter ud ved vinmarkerne og begynd på legen. Den er spændende og hyggelig men vanskeligere end man umiddelbart tror. Derfor er det godt at være nogle stykker sammen.

Når det så formodentlig er lykkedes jer at løse alle de syv opgaver undervejs, er der endnu en udfordring tilbage i butikken før I får udleveret præmien. Derefter er der mulighed for at smage på Aspras’ vine inden hjemkørslen til Cotignac og L4M.

På vandring med tre engagerede guider

Blandt temauger i Les 4 Moulins er vandredagene en af de klart mest populære. I begyndelsen af november tropper 40 tilmeldte og forventningsfulde aktionærer op til en uge med udendørsaktivitet, motion ud over det sædvanlige og socialt samvær. 2023 var tredje år, temaugen løb af stablen.

Arrangementets succes skyldes ikke mindst tre fantastiske guider, der hver dag står klar med nye ruter delt op efter længde og sværhedsgrad. For hver vandredag kan deltagerne vælge mellem tre forskellige udfordringer med tilhørende guide – alt efter lyst, kondition og fysisk formåen.

Guiderne

De fleste af os kender nok Kim Folmann, der er medlem af Mit Franske Slots bestyrelse og som var en af initiativtagerne til købet af slottet for 5-6 år siden. Kim har stor erfaring fra orienteringsløb og mountainbikeløb og er hovedkraften bag udvælgelsen af ugens ruter.

Med sig har han et par af sine gamle kammerater, der også har meldt sig på banen til at føre an på ugens vandreture i Var-regionen. Foruden Kim er det Per-Oluf Andersen og Kurt Lyndgaard, og alle tre er tidligere orienteringsløbere på landsholdsplan og med årtiers erfaring med vandring i naturen. Et godt fysisk topografisk kort samt – nu om dage – GPS og kort på mobilen er de hjælpemidler de har brug for til at finde vej i selv et vanskeligt terræn.

 

Motivationen

Når de tre guider bruger deres fritid og store ekspertise på at føre an på ugens vandreture er det ikke mindst på grund af deltagerne. ”Motivationen er mennesker der er spændende at være sammen med,” forklarer Kurt, der som landmåler har et stort og professionelt kendskab til kortlæsning. ”Det at komme ud i naturen og opleve den sammen,” tilføjer han.

For Per-Oluf startede det med et besøg i L4M. ”Jeg blev totalt forelsket i området med dets udfordringer og muligheder for fantastiske ture. Samtidig var jeg fascineret af det fællesskab, der var her i Les 4 Moulins. Så da Kim spurgte om jeg ville være med som guide, sprang jeg til med det samme,” fortæller Per-Oluf.

Kim deler de to medguiders begejstring for regionens vandrepotentiale og for at formidle glæden ved at opleve naturen til andre, men han har desuden nogle mere ideelle og prosaiske motiver: ”Lige fra vi tog initiativet til Mit Franske Slot, har det været meningen at der skulle oprettes temauger, som kunne skabe sammenhold blandt aktionærerne og samtidig bidrage til omsætningen for Mit Franske Slot.” Og som nævnt er vandredagene både blandt de første og mest eftertragtede temauger.

Planlægningen

Årets vandredage planlægges i september, hvor Kim og hans kone Bente, og nogle gange sammen med andre venner og aktionærer, kører rundt i regionen for at udsøge og afprøve egnede vandreruter. ”Der er visse krav, der skal tilgodeses for at ruterne egner sig til vores formål,” forklarer Kim. Der skal være almen tilgængelighed, for eksempel. ”To-tre vandrere kan måske passere en privat grund ved at forcere et hegn, men det går ikke med en gruppe på 20,” siger han.

I 2023 lykkedes det endnu en gang at gennemføre en succesrig vandreuge med fantastisk vejr og spændende ture. Næste års vandredage er allerede plottet ind i kalenderen. Mon ikke der er udsigt til endnu en fantastisk uge. Og det er ikke mindst takket være de dygtige guider, der velvilligt skaber mindeværdige oplevelser for deltagerne. For som Kurt siger: ”Vi stiller os gerne til rådighed for gode projekter”.

Parkering ved bageren

Hvad gør man i et land hvor parkeringsskiven endnu ikke er opfundet? Det har de fundet en avanceret løsning på på det lille torv i Cotignac.

Så skal du til bageren, slagteren eller et andet sted i byen og medbringer bilen, er her hvad der står om de nye standere:

Hver dag mellem 9 og 17 er der gratis men tidsbegrænset parkering – om sommeren højst ½ time og om vinteren 1½ time. Tirsdag er som bekendt markedsdag, så der kan du slet ikke parkere her mellem kl. 05 og kl. 15.

Men hvis du en af de andre dage parkerer ved en af standeren med et grønt lys, vil den straks begynde at tælle ned. Hvis du overskrider den tilladte parkeringstid, skifter lyset til rødt, og det er så tydeligt for enhver og ikke mindst parkeringsvagten, at her er en parkeringssynder!

     

 

Klostrene ved Cotignac

Cotignac er ikke en hvilken som helst lille provençalsk by. Byens to klostre er årligt centrum for tusindevis af pilgrimsrejsende, der kommer for at besøge de hellige steder. Begge klostre er mål for udmærkede vandreture fra L4M– den ene længere end den anden.

Notre-Dame de Grâces

Lige oven for Cotignac ligger Sanctuaire Notre-Dame de Grâces, der dagligt besøges af busfulde af skolebørn, troende samt munke og nonner. De kommer for at deltage i messe, skrifte og for at få en samtale med Johannes-munkene, der passer det hellige sted. Overleveringen fortæller at Jomfru Maria med Jesusbarnet i armene og sammen med ærkeenglen Michael og Sankt Bernhard den 10. august 1519 viste sig for en bonde ved navn Jean de la Baume. Den hellige jomfru fortalte ham, at han skulle sige til præsten og sognet i Cotignac, at de skulle bygge en kirke på netop dette sted. Grundstenen til kapellet blev lagt allerede den 14. september samme år.

Det er nemt at spadsere op til Notre-Dame de Grâces. Vejen op til klostret starter over for turistkontoret, og det tager ca. 20 minutter at nå derop. Der er en butik, hvor man kan købe drikkevarer, og der er picnicborde og toiletter – og skyggefuldt om sommeren. Adresse: 1785 Chemin Notre Dame, Cotignac. Web: nd-de-graces.com. Billede: notrehistoireavecmarie.com

Saint Joseph du Bessillon

Noget længere væk og gemt inde i skoven ligger Saint Joseph du Bessillon, der drives af benediktinernonner og er mindre udadvendt end Notre-Dame de Grâces. Saint Joseph du Bessillon er dog også bygget til ære for et mirakel. Den 7. juni 1660, ikke så langt derfra, vogtede en ung hyrde ved navn Gaspard Ricard sine får på Mont Bessillon. Det var stegende varmt, og han var meget tørstig, da en venlig gammel mand, som sagde han hed Josef, pludselig stod ved siden af ham og pegede på et sted, hvor han kunne finde vand hvis han løftede en sten. Derved fandt Gaspard den berømte Skt. Josef-kilde. To måneder senere begyndte Cotignacs indbyggere at bygge et kapel på det sted.

Der er 5,1 km’s vandring op til Saint Joseph du Bessillon fra L4M, så man skal nok beregne 4 timer til en tur frem og tilbage. Adresse: 5248 Chemin de Saint-Joseph, Cotignac. Web: saintjosephcotignac.com

FULDT BOOKET Tilmelding til Højskoledage er åben

Inge og Palle Florup & Ellen Marie og Flemming Stounberg byder velkommen til

Højskoledage på Les 4 Moulins
fra fredag den 16. februar til torsdag den 22. februar.

“Vi skal synge sammen, høre interessante foredrag på slottet, og tage på ture i omegnen for at
besøge spændende steder og mennesker indenfor kunst og kultur.

• Alle dage starter med fællessang, introduktion, og måske oplæsning.
• Vi planlægger fælles aftensmad, nogle dage med hjælp af Remi.
• Vi regner med, at I hver især sørger for morgenmad og frokost
• Indkvartering: MY’s hus og la Serre (la Maison er under ombygning)

Programmet:
Fredag: Aften: Vi starter med fælles middag
Lørdag: Formiddag: Introduktion, fællessang, fortælling
Eftermiddag: Foredrag af Jesper Tang, forfatter og rejseleder, bosat i Drome
Søndag: Formiddag: Fællessang
Eftermiddag: Foredrag af Ulla Terkelsen, korrespondent TV2, bosat i Cannes. Foredraget afsluttes med Apero.
Mandag: Formiddag: Fællessang, foredrag af Louise Klitgaard, daglig leder på L4M
Eftermiddag: Trøffeltur til Aups, hvor vi skal se trøffelhunde arbejde
Tirsdag: Formiddag: Fællessang, aktionær Vagn Olsen fortæller om George Ulmer
Eftermiddag: Tur til slottet i Entrecasteaux med rundvisning
Onsdag: Hele dagen: Tur til Callas, hvor vi besøger kunstmaler Inge Hørup og hendes atelier
Torsdag: Hjemrejsedag (deltager du i arbejdsugen, skal du huske at booke frem til denne)

Der kan naturligvis ske ændringer i programmet, vi kan dog sige, at foredragsholderne er booket. Programmet indebærer en række foredragsholdere fra nær og fjern samt entréer forskellige steder, og udgifterne hertil, må vi selvfølgelig dele, mens vi egner med, at betaling for fællesmåltider betales som vi plejer.
Pris pr deltager til højskolen er 1000 kr.

Hvis for mange af deltagerne tilmelder sig som solister, får vi sikkert problemer med indkvarteringen. Vi vil derfor bede dig overveje, om du evt. kan dele bolig med en anden deltager, hvis du er alene. – Vi vil sørge for, at I får deltagerlisten at se på forhånd.

Vi regner med at udflugter foretages i egen/lejet bil, og at vi fylder op i bilerne.

Tilmelding skal ske til mail: stounberg@mail123.dk – efter først til mølle-princippet, senest den 12. oktober.

Ved tilmelding skal du oplyse:
• Navn på deltagere
• Aktionærnummer
• Ønske om bolig
• Kan du dele bolig med andre?
• Telefonnr.

Betaling for værelser bliver opkrævet via Louise 60 dage før.
Når vi har modtaget din tilmelding, sender vi dig et kontonummer til betaling af højskolen.
Vi glæder os til at høre fra jer.

Mange hilsner
Inge og Palle Florup
Ellen Marie og Flemming Stounberg”

Det gode liv gennem god mad og vin

Der har mange gange været talt om en Gourmetuge på Les 4 Moulins Det er der nu tre engagerede aktionærer, der har tænkt sig at gøre noget ved. Men, som de selv siger, sætter de ambitionerne så alle kan være med. Jens, Karsten og Søren skriver:

Madlavning – la cuisine française:  Det gode liv gennem den gode mad – og vin

Velkommen
til en hel uge med fokus på den gode mad og dit væren i den relation.
Du kommer til tænke, udvikle og producere dejlig mad krydret med dejlige vinoplevelser, godt samvær og fransk madkultur.

Forudsætninger:
Offensiv entusiasme i det dejlige franske køkkens muligheder.
Du behøver ikke nødvendigvis specifik kundskab ud over glæden ved den god mad og viljen til at blive dygtigere i fællesskab.

Hvordan:
Vi mødes og bliver delt i hold. Vi tager en ambition om at smage, smage nyt, udforske, fejle og sejre. Vi bliver agenter i den gode smags tjeneste.

Ugen kommer også med elementer af, frisk luft, motion og udflugter til restauranter og selvfølgelig indkøb og madlavning. Måske en lille vandretur for at samle appetit eller fordrive ”frikvarteret” med B&B – Boule & Bajer. Tab dig inden, det bliver en fed oplevelse, og træn lidt muskler for vi skal købe en del ind som skal konsumeres i lyst.

Det koster selvfølgelig med al den gode mad, fine vine og restaurantbesøg. Budgettet vi har i tankerne, er 200-240 euro til restaurantbesøg (gerne en Michelin restaurant) og 30-40 euro per dag til mad og vin. Morgenmad og frokost er ikke inkluderet, men man er da velkommen til at spise resterne fra dagen før ;O). Overnatning og transport betales som vanligt.

Hvis der er interesse, tænker vi at afholde temaugen fra 9 november 2024 til 16 november 2024. Ja ja vi er i god tid, men er du interesseret så send en mail til soren@timann.dk. Info omkring tilmelding og det praktiske kommer senere.

Vores motto:  Hellere mæt af mad end af dage.

Hilsen fra Jens, Karsten, og Søren 

FULDT BOOKET Så er cykeluge 2024 på banen

Kære aktionærer

Så er det tid til at planlægge forårstræningen – og hvad kan være mere tillokkende end cykling fra vores dejlige sted L4M?

Cykelugen er som vanligt i uge 10 – dog med den ændring er det er fra søndag til søndag – så HVIS du planlægger cykling i forlængelse af Aktionærugen skal du huske at bestille overnatning  mellem lørdag d. 2.marts og søndag den 3. marts. Vi forsøger sammen med Louise at sikrer at du ikke skal flyttes for mange gange. 🙂

Din tilmelding skal være os i hænde senest 15.sept men der er stadig få ledige pladser på holdet.

Du vil hurtigt få besked om indkvarteringsplanen, så den er på plads FØR den ordinære bookning.

Læs her for yderligere oplysninger og tilmelding.

Hilsen
Klaus Bøgeholt-Laursen

Begivenheder i Cotignac i september/oktober

Der foregår mange spændende aktiviteter i Cotignac og omegn. Hvis du besøger Les 4 Moulins i september eller oktober, er der rig lejlighed til at deltage i lokale arrangementer.

I weekenden 16. og 17. september deltager Cotignac i de europæiske kulturarvsdage, der er en fælleseuropæisk kampagne, arrangeret af Europarådet og EU-Kommissionen. Ifølge arrangørerne har kampagnen som mål at fremme kendskabet til den europæiske kulturarv.

I det hele taget rangerer listen af begivenheder i Cotignac fra klassiske koncerter arrangeret af hotellet Lou Calen til karaoke og jam session i “ølskrædderiet” La Tuf  til markeder, skattelege og vinsmagning.

Læs hele listen her.