Klostrene ved Cotignac

Cotignac er ikke en hvilken som helst lille provençalsk by. Byens to klostre er årligt centrum for tusindevis af pilgrimsrejsende, der kommer for at besøge de hellige steder. Begge klostre er mål for udmærkede vandreture fra L4M– den ene længere end den anden.

Notre-Dame de Grâces

Lige oven for Cotignac ligger Sanctuaire Notre-Dame de Grâces, der dagligt besøges af busfulde af skolebørn, troende samt munke og nonner. De kommer for at deltage i messe, skrifte og for at få en samtale med Johannes-munkene, der passer det hellige sted. Overleveringen fortæller at Jomfru Maria med Jesusbarnet i armene og sammen med ærkeenglen Michael og Sankt Bernhard den 10. august 1519 viste sig for en bonde ved navn Jean de la Baume. Den hellige jomfru fortalte ham, at han skulle sige til præsten og sognet i Cotignac, at de skulle bygge en kirke på netop dette sted. Grundstenen til kapellet blev lagt allerede den 14. september samme år.

Det er nemt at spadsere op til Notre-Dame de Grâces. Vejen op til klostret starter over for turistkontoret, og det tager ca. 20 minutter at nå derop. Der er en butik, hvor man kan købe drikkevarer, og der er picnicborde og toiletter – og skyggefuldt om sommeren. Adresse: 1785 Chemin Notre Dame, Cotignac. Web: nd-de-graces.com. Billede: notrehistoireavecmarie.com

Saint Joseph du Bessillon

Noget længere væk og gemt inde i skoven ligger Saint Joseph du Bessillon, der drives af benediktinernonner og er mindre udadvendt end Notre-Dame de Grâces. Saint Joseph du Bessillon er dog også bygget til ære for et mirakel. Den 7. juni 1660, ikke så langt derfra, vogtede en ung hyrde ved navn Gaspard Ricard sine får på Mont Bessillon. Det var stegende varmt, og han var meget tørstig, da en venlig gammel mand, som sagde han hed Josef, pludselig stod ved siden af ham og pegede på et sted, hvor han kunne finde vand hvis han løftede en sten. Derved fandt Gaspard den berømte Skt. Josef-kilde. To måneder senere begyndte Cotignacs indbyggere at bygge et kapel på det sted.

Der er 5,1 km’s vandring op til Saint Joseph du Bessillon fra L4M, så man skal nok beregne 4 timer til en tur frem og tilbage. Adresse: 5248 Chemin de Saint-Joseph, Cotignac. Web: saintjosephcotignac.com