Hvem drømmer ikke om at skifte et betondæksel?

Lidt over 20 har meldt sig aktionærugen i uge 5. Men vi kan godt være flere. Derfor genopfrisker vi lige invitationen og tilmeldingslinket.

Datoer: 30. januar – 6. februar
Ugen begynder med fælles middag lørdag aften og slutter med morgenmad den følgende lørdag inden afrejse.

Her er invitationen som pdf.

Hvad laver vi i aktionærugen?
Dette er ugen, hvor vi får lavet en masse småting. Der skal slibes, pudses, males og repareres hist og her. Listen er lang – og der er opgaver til alle, uanset hvordan hænderne er skruet på. Det meste løses i små arbejdshold, som hjælper og assisterer hinanden, afbrudt af kaffepauser og frokost. Her ses for eksempel et hold, som hjælper hinanden med at strække ryggen, selv om de står i vand til knæene.

A propos, så står det fine springvand ved La Maison nu og stråler, fordi Palle Florup lagde mange kræfter i at skrubbe og skure i en tidligere arbejdsuge.

Denne gang kan en række 7´er stole komme til at stå med nyt betræk. Det tunge bord på terrassen ved La Maison skal have en omgang, ligesom skodderne ved lejlighed 23 og havebænken ved minigolf. Og så lige betondækslet.

Som det fremgår, er hele paletten i udtrykket frivillig indsats taget i anvendelse. Og det skal ikke glemmes, at der bliver en eftermiddagsudflugt, hvor de trætte arme får en tiltrængt pause. Sidst på dagen tager hyggen over, som det anes på dette foto fra sidste aktionæruge. Der er ”afrapportering” i garagen hos Preben Rahder, mens tusmørket sænker sig. Aktionærugen er også lagt an på godt samvær og om aftenen en god middag, kreeret af et hårdt arbejdende køkkenhold.

Hvem kan deltage?
Alle med aktionærrettigheder kan deltage. Deltagerne tildeles et værelse og bor og spiser gratis fra aftensmad lørdag til morgenmad efterfølgende lørdag. Rejsen frem og tilbage betaler og tilrettelægger hver især selv. Ønsker du at forlænge opholdet før eller efter ugen bestilles disse ekstra dage på sædvanlig vis, og der betales herfor.

Tilmelding
Brug dette link:
https://forms.gle/nBQkSHNgE6E6W1Xv5

Hvis der er problemer, kopier og indsæt linket i din browser
Skriv også et værelsesønske samt navn på medrejsende. Bookingfunktionen fordeler værelserne. Afvent bekræftelse før du bestiller fly og bil. Aktionærugerne afvikles efter reglerne i Ejeraftalen.