Referat af
ordinær generalforsamling i
Mit franske slot a/s
D. 25. april 2026

CVR 38349430

Sted: UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, Niels Bohrs Alle 1, 5230 Odense

Antal fremmødte aktionærer: 84
Antal fuldmagter: 40
I alt stemmeberettigede: 124
Totalt antal fremmødte: 140

Intro:
Bestyrelsens formand Kim Folmann bød velkommen. Herefter var der traditionen tro fællessang. Inge Florup akkompagnerede til ”vores sang” – Livstræet.

Dagsorden

1. Valg af dirigent
Bestyrelsen foreslog Kristian Paaschborg, Husen Advokater, der blev valgt med akklamation. Kristian Paaschborg konstaterede at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt, samt at der var quorum. Det betyder at der var mødt tilstrækkelig mange aktionærer op til at forsamlingen kunne beslutte ændringer af vedtægterne.

2. Valg af stemmetællere
Følgende stemmetællere blev foreslået og godkendt: Helge Mørch Jensen, 155, Lars Knudsen, 284, Alicia Pedersen, 204, Klaus Juul Sørensen, 34, Nicolai Paulsen, 192.

Lars Frost, 272, anmodede om at stemmetal ved afstemninger blev opgivet.

3. Bestyrelsens beretning for Mit Franske Slot a/s
Formanden, Kim Folmann, indledte beretningen med at pege på den gode udvikling:
Der er fin belægning i Les 4 Moulins – måske i virkeligheden så høj som det er passende. Det gælder også i lavsæson, hvor temauger og andre tiltag har bidraget til den gode belægning. Udvidelsen af aktionærantallet sikrede at der kommet nyt tag på La Maison, en ny bolig 19 og en opdateret bolig 20. Terrassen ved den store pool er netop færdiggjort. Alt i alt står Les 4 Moulins skarpere end nogensinde.

Godt salg i aktierne
Aktiesalget er også i god gænge. Mange har medrejsende, og de bliver inspireret til selv at købe en aktie. Der er 30 på venteliste, og kursen har aldrig været højere. Sidste år blev der handlet 8 aktier.

Bestyrelsen har brugt tid på konsolidering og går nu i gang med at udfolde strategien. For at organisationen fungerer, skal struktur, økonomi og rammer skal være på plads. Det er vigtigt at forstå at for MFS er profit ikke et mål, men et middel.

Formanden præsenterede et nyskabt organisationsdiagram med de frivillige, der udgøres af bestyrelse, udvalg, projektdeltagere og stabsfunktioner, samt de ansatte, der har Nathalie i værtsrollen, Dirk som facility manager og Ingerlis, der står for booking og aktionærbetalinger.

De fire møllevinger
Med hensyn til udvalg og projekter ses det, at det bliver til ca. halv pris når vi selv kan udføre opgaverne i stedet for at bruge udefrakommende leverandører. Men når det er nødvendigt, har vi kvalificerede håndværkere udefra. Det er vigtigt at understrege at driften udelukkende varetages af ansatte. I strategien ser vi på fire møllevinger, der angiver fordelingen af ressourcer: Drift og vedligeholdelse er lønnet arbejde, mens de to andre vinger, forbedring og fællesskab, er ulønnede indsatser.

3 hovedinstrumenter
Bestyrelsens tre hovedinstrumenter er handlingsplan, strategi og designmanual. Hvis vi ser på handlingsplanen, har vi en årlig økonomisk ramme på ca. 1-1½ million kr. Der er fire faser fra plan til handling. Projekter med betegnelsen ”Need to do” har prioritet. Bestyrelsen får input fra udvalg og ansatte og foretager prioriteringerne via handlingsplanen. Derefter detailplanlægning og rekruttering af frivillige. Endelig som den sidste fase: Gennemførelse, koordinering og afrapportering. Vi har udarbejdet et projektskema, der skal udfyldes nøje og godkendes, før man kan gå i gang med et projekt.

Vi er i gang med et større projekt om udarbejdelse af en designmanual som en del af handlingsplanen i 2026.

Herefter gav Kim ordet videre til Jesper Jerlang, der kort præsenterede handlingsplanen.

Mange væsentlige tiltag
Af væsentlige tiltag nævnte Jesper bolig 16, der netop er færdig og er handicapvenlig. Der er indrettet kontor til Nathalie og Dirk. I alt 5 boliger har nu køkken og opvaskemaskine. Herefter fremlagde Jesper et udpluk af gennemførte opgaver i forhold til handlingsplanen. Af aktiviteter kan også nævnes at det begyndte med en temauge, men at der nu er syv. Desuden er der oprettet en Aktionærkontakt, hvor aktionærerne på frivillig basis kan opgive deres kontaktoplysninger.

Kommentarer til beretningen:
Preben Rahder, 37: Før havde vi en administrativ leder til 900.000 kr., der lavede alting. Nu har vi flere fuldtidsansatte til samlede lønninger på 1.4 mio. kr.
Svar: Kim Folmann: Vi mener det er det værd, og at der spares penge ved at have en facility manager.
Lars Frost. 272: Der er kraftigt øgede omkostninger.
Der blev bedt om disse emner diskuteres under økonomi.

Beretningen blev taget til efterretningen.

4. Fremlæggelse af Årsrapport 2025 med revisionspåtegning til godkendelse
     v/ bestyrelsesmedlem og leder af økonomifunktionen Peter Davidsen
Dirigenten påpegede at regnskabet er fremkommet for sent. Det betyder at regnskabet ikke kan godkendes, medmindre generalforsamlingen er villig til at fravige formaliteterne. Det kræver et kvalificeret flertal.

Forsamlingen godkendte enstemmigt at se bort fra forsinkelserne og tage beslutninger om regnskabet.

Peter Davidsen påtog sig ansvaret for regnskabet var fremkommet for sent.

Herefter gennemgik han hovedtal fra årsrapport for 2025 for Mit Franske Slot A/S, og supplerede med følgende:

  • Resultatopgørelse for 2025 blev gennemgået
  • Balance for 2025 blev gennemgået
  • 5 års analyse af drift og balance for mit Franske Slot A/S blev gennemgået

Peter Davidsen oplyste aktionærerne om følgende væsentlige forhold:

Årsrapport 2025
Årets underskud for Mit Franske SlotA/S udgør DKK -2.018.973.
Underskud i Mit Franske Slot A/S er betydeligt påvirket af underskud fra det 100% ejede datterselskab les 4 Moulins, Cotignac. Underskud L4M indgår med DKK -1.926.932. I dette underskud fra L4M indgår regnskabsmæssige afskrivninger på bygninger & inventar med t.DKK 2.378.942, hvilket betyder at L4M har leveret et regnskabsmæssigt overskud før renter på ca. DKK 453.000.
Egenkapitalen i Mit Franske Slot A/S udgør DKK 28,3 mio.

Mit Franske Slot A/S udviser en soliditet på 99,8 %, da selskabet siden stiftelsen har haft til formål at være selvfinansierende, og derfor på intet tidspunkt har optaget ekstern finansiering eller på anden måde har påtaget sig gæld.

5 års analyse
Driftsanalyse for perioden 2021-2025 udviser for alle år positive driftsresultater før afskrivninger, hvilket i særdeleshed skyldes at de samlede indtægter er steget med 60% fra 2021 til 2025. Årsagen er at aktionærerne er stigende grad booker ophold på L4M. (Regnskaberne kan ses på hjemmesiden under Formalia/Økonomi)

Måske lavere moms
Som afslutning præsenterede Peter et nyt tiltag, der kan resultere i lavere moms på de faste bidrag. I Frankrig er der forskellige momssatser, og L4M har afregnet 10 % i turistmoms og 20 % af faste bidrag. Men der er et begreb der hedder ”parahotel”, og for at blive godkendt som det skal vi opfylde nogle specifikke krav. Mit Italienske Slot har den ordning. Ifølge Peter bør vi kunne få samme ordning. Herved vil vi kunne spare 117.000 kr. om året samt kan få 220.000 kr. refunderet fra de seneste to år.

Regnskabet blev enstemmigt tiltrådt.

5.  Bestyrelsens forslag til overskuddets fordeling eller dækning af tab     
v/ Peter Davidsen
Underskuddet føres videre. Godkendt.

6.  Fremlæggelse af Budget 2026; Handlingsplan 2026 – 2028 og Prisliste 2026 for ophold samt størrelsen af det faste økonomiske bidrag til orientering

Budget
Peter Davidsen fremlagde budgettet for 2026. Der budgetteres med indtægter for 2.7 mio. kr. for udlejning samt 1,294 mio. kr. for de faste økonomiske bidrag – i alt 4 mio. kr. (Budgettet kan læses på hjemmesiden under Formalia/Økonomi)

Kommentarer:
Werner Kaihøj, 183: Hvorfor skal vi betale dobbelt så meget i løn som tidligere?
Peter Davidsen var ikke enig i den betragtning.
Karen Leth forklarede at vi med de nye ansættelser har fået mange flere arbejdstimer.  Vi har brug for en facility manager og har besluttet at der skal være en værtinde.
Kim Sorth, 57, mener der er regnefejl.
Susanne Larsen, 292: Jeg mener de har helt styr på det.
Johan Bayer, 97: Stor anerkendelse for regnskabet.

Handlingsplan
Jesper Jerlang præsenterede handlingsplan 2026 – 2028, hvor opgaver for 2026 er besluttet, mens opgaver i 2027 og 2028 er ønsker og løse overslag. De er ikke vedtaget.
Jesper viste et udpluk af de opgaver, der skal udføres i 2026. (Handlingsplanen kan ses på hjemmesiden under Formalia/Handlingsplan 2026-2028)

Prisliste
Kim Folmann forelagde prisliste og point for ophold. Der bliver ingen prisstigninger i 2026, men derimod varsles en prisstigning i 2027 på 8-10 %. (Prislisten kan læses på hjemmesiden under Booking)

7.  La Vie Tranquille PLUS – Vi løfter i fælles flok og bliver endnu bedre til det, vi allerede er gode til
Kim Folman præsenterede en 10-punkts plan til hvordan strategien ”La Vie Tranquille – PLUS” kan omsættes til konkrete handlinger.

Overskrifterne på de ti punkter er: 1. Tre værktøjer der inspirerer og afstikker fælles retning, 2. Ressourcerne fordeles på fire møllevinger, 3. Fra nedbrud til præventiv vedligeholdelse, 4. Vi ved hvor vi kan få alting lavet og laver ikke mere alting selv, 5. Ny professionel flerårsvedligeholdelsesplan, 6. Udfoldelse af værtskab, 7. Fællesskab, 9. Kommunikation, 10. Det ekstra touch – PLUS.

8. Investeringer til beslutning
Bestyrelsen har indstillet fire større projekter til gennemførelse 2026-27 og beder om godkendelse af en investering på 955.000 kr.

I forlængelse heraf udspandt sig en debat vedr. et af de fire projekter, nemlig renoveringen af tennisbanen til en anslået pris på 148.000 kr. Adskillige aktionærer pegede på, at en multibane ville være mere praktisk og fremtidsrettet end en bane, der kun kunne bruges til tennis. Efter denne debat indvilligede bestyrelsen i endnu engang at se på mulighederne for at gøre tennisbanen mere multifunktionel.

Kommentarer:
Werner Kaihøj, 183:  Der bør sættes penge af til vedligeholdelse hvert år. Der bør afsættes mellem 400.000 eller 500.000 kr. pr. år.  Der er ting der er vigtigere end tennisbane – f.eks. mangler søjlerne fugemasse.
Jakob Vestergaard, 95: Bestyrelsen har misligholdt sin forpligtelse til at vedligeholde og derfor kommer man med ekstraordinære udskrivninger.

Der blev stemt om investeringen til 955.000 kr. med den modifikation at bestyrelsen kigger nærmere på tennisbanen.

Ved den skriftlige afstemning stemte104 for og 20 imod. Forslaget blev hermed vedtaget.

9.  Forslag til beslutning
Der var modtaget syv forslag fra aktionær Kim Sorth Andersen på vegne af 26 aktionærer.
Heraf vedrørte fire forslag vedtægterne, som skulle behandles på generalforsamlingen, og tre vedrørte ejeraftalen, som skulle behandles på aktionærmødet. Hvert af de syv forslag skulle behandles separat. Bestyrelsen havde skriftligt fremsat ændringsforslag til alle syv forslag. Ændringer af såvel vedtægter som ejeraftalen ville kræve, at 2/3 af de fremmødte stemte for.

Dirigenten bestemte at alle syv forslag skulle behandles på generalforsamlingen dog således at det formelle grundlag var henholdsvis generalforsamling og aktionærmøde.

Aktionær Karsten Koed præsenterede og motiverede på forslagsstillernes vegne (bilag 5 på hjemmesiden under Formalia/Generalforsamling 2026).

Herefter præsenterede og motiverede bestyrelsen ved formanden sine ændringsforslag til de stillede forslag (bilag 6 på hjemmesiden under Formalia/Generalforsamling 2026).

Kommentarer:
De følgende fem aktionærer, der kommenterede forslagene, støttede gennemgående den nuværende situation og kunne ikke sanktionere ændringsforslagene til vedtægterne. Preben Rahder, 37, kommenterede at der var for meget topstyring i organisationen, og at bestyrelsen skulle lytte mere til udvalgene.

I lyset af debatten valgte forslagsstillerne at trække forslagene tilbage dog med løfte fra bestyrelsesformanden om, at man vil indgå i en samtale om fornyelser af strukturen.

Herefter besluttede dirigenten at man grundet den fremskredne tid skulle gå direkte til valg af bestyrelsesmedlemmer og holde aktionærmødet efter dette.

10. Valg af bestyrelsesmedlemmer
Ved skriftlig afstemning blev følgende valgt for 2 år: Kim Folmann, genvalgt (79 stemmer); Peter Davidsen, genvalgt (107 stemmer); Mariane Jørgensen, genvalgt (83 stemmer); Vagn Olsen, nyvalgt (102 stemmer); og Peter Karlsen, nyvalgt (74 stemmer).
Peder Sylvestersen, nyvalgt, valgtes for 1 år (62 stemmer).
Hanne Sten Andersen (53 stemmer) og Vibeke Munk (52 stemmer) opnåede ikke valg.

11. Valg af revisor
Bestyrelsen foreslår genvalg af Statsautoriseret Revisionsselskab Christensen Kjærulff.
Forslaget vedtaget.

12. Eventuelt
Intet til eventuelt.

Dirigenten afsluttede mødet og takkede for god ro og orden.

Kim Folmann takkede de afgående bestyrelsesmedlemmer Bjarne Haulrik, Jesper Jerlang og Claus Rieland for deres store indsats.

Referent: Ulla Plon (155), dog sammenfatning af punkt 4 v/Peter Davidsen

Referatet godkendt af
Advokat Kristian Paaschburg, Husen Advokater