Cotignac – en af Frankrigs smukkeste småbyer

Vi har aldrig været i tvivl, men nu er det endnu engang slået fast: Cotignac er en af de “smukkeste landsbyer i Frankrig”. I begyndelsen af oktober modtog Cotignac den prestigefyldte label “plus beau village de France”. Det er en label, der sammenlignes med optagelse i Michelin-guiden. Byer som Tourtour, Seillans, Bargème og Gassin er bl.a. på listen.

Ifølge websiden https://france3-regions.francetvinfo.fr/provence-alpes-cote-d-azur/var er udmærkelsen kulminationen på et renoveringsarbejde af Cotignac, der blev indledt i 1997. Borgmester Jean-Pierre Veran er forståeligt nok meget glad. “Det er en meget populær label, ligesom Michelin-guiden,” forklarer Veran, der har stået i spidsen for Cotignac med dens 2.200 indbyggere siden 1990. Han forklarer at labelen er et resultat af 25 års arbejde i kommunen. Han ansøgte ikke engang om den. Det var en “ven”, en borgmester i en anden kommune, der indstillede Cotignac.

En velbevaret og original by

Blandt de mange tiltag, der har forskønnet byen i det sidste kvarte århundrede, er Cours Gambetta, der er blevet gågade, og rådhuspladsen, der er blevet renoveret. Ifølge borgmesteren bliver der renoveret for omkring 1 million euro om året.

Og Cotignac er populær blandt turisterne. Hver sommer tredobler byen med den markante tufklippe sin befolkning.  “Byens centrum er bevaret, der er ikke noget supermarked, ingen neonlys, butikkernes butiksfacader er traditionelle,” siger Marie-Pierre Emeric, kommunikationsmedarbejder på turistkontoret. I ”Le rocher”, som klippen kaldes, var der i gamle dage huler, der var store nok til at rumme alle indbyggerne og deres husdyr, når det var nødvendigt at gemme sig. I dag er det muligt at bo i disse usædvanlige boliger.

 

Positiv effekt

Ifølge websiden, vil placeringen blandt de “smukkeste landsbyer i Frankrig” uundgåeligt have en positive økonomisk indvirkning på Cotignac, dens hotel, de ca. hundrede bed and breakfast-steder og de 19 restauranter. Borgmester Jean-Pierre Veran og rådhuset er da også i færd med at erhverve jord ved indgangen til byen for at skabe flere parkeringspladser.