Det er med stor fornøjelse at Mit Franske Slot kan præsentere endnu et par, der har sluttet sig til os som aktionærer. Kirsten og Niels Holck har sendt denne intro:
“Vi overtog 1. marts 2021 en aktie i Les 4 Moulins, og glæder os meget til at opleve ”slottet” og jer andre beboere. Det er Marianne og Jan Sneholm Hansen, der har inspireret os til at melde os ind i selskabet.
Og hvem er vi så:
Vi er aktive pensionister først i 70’erne. Vi bor i Køge og har holdt sammen i 52 år. Vi har to voksne døtre og fire børnebørn.
Kirsten er uddannet fysioterapeut og har arbejdet med forskellige grene inden for dette fag hele arbejdslivet. Niels er forstkandidat og har arbejdet på Junckers Industrier i 40 år, blandt andet med indkøb af råtræ.
Vi har rejst meget, kørt autocamper i New Zealand, Australien og det vestlige USA, og så vandrede vi Caminoen i Spanien i 2011.
Niels er ivrig svæveflyver, og om sommeren sejler vi sammen længere ture i vores sejlbåd i danske og omliggende farvande. Kirsten nyder traveture på Åsen i Køge, læser en del og interesserer sig for spiritualitet.”