Gruppen, der havde meldt sig til at bearbejde oplæggene til nye vedtægter og ny ejeraftale, har holdt et heldagsmøde i Århus lørdag den 18. januar. Op til mødet var alle aktionærer inviteret til at komme med input, og ti aktionærer havde indsendt deres forslag. Disse input udgjorde diskussionsgrundlaget for workshoppen sammen med de oplæg, der bl.a. er blevet til på baggrund af arbejdsmøderne i november i København og december i Århus.
Fra bestyrelsen er det Erik Holst og Werner Kaihøj, der har arbejdet med de to dokumenter. Det var også disse to der havde planlagt workshoppen i lørdags, mens Helge Mørch Jensen styrede diskussionen. Ifølge Erik Holst var det en konstruktiv debat. ”Vi er jo ikke alle enige om alt, men, som vi konkluderede, er der en fælles grundlæggende forståelse,” siger han.
Erik Holst forklarer videre, at han hurtigt og loyalt vil forsøge at sammenstille to foreløbige udkast baseret på lørdagens diskussion og aftaler. ”Det endelige mål er, at vi samlet kan fremlægge vores forslag på aktionærmødet og generalforsamlingen,” siger han. Forinden skal udkastene endnu engang forbi gruppen, og de juridiske formuleringer skal have en endelig gennemgang af L4M’s advokat.
Deltagerne i workshoppen var fra venstre: Klaus Juul Sørensen, Charlotte Degn, Helge Mørch Jensen, Erik Holst, Hans Nørskov Henriksen, Hanne Ringgaard Møller, Kim Folmann, Werner Kaihøj og, Nicolai Paulsen.