Hjemmesiden har fået denne rapport fra et par af vores nye aktionærer:
Vi er Jørgen og Hanne bosiddende i Humlebæk.
Vi har endnu ikke været på “Slottet” som aktionærer, men har været på besøg 2 gange. Sidst sammen med vores gode venner Hanne Elming og Johan Bayer.
Første gang faktisk helt i starten inden stedet var helt etableret, da Johan havde spurgt om vi ikke ville være med. Men dengang var det ikke lige det vi skulle.
Nu er tiden så kommet til at blive aktionærer.

Hanne er frankofil, da hun allerede som teenager lærte fransk på en skole i Schweitz og senere supplerede det med et år i Paris som en del af sin uddannelse på Danmarks designskole.
Jørgen er egentlig mere til det italienske og spanske temperament, men glæder sig til de mange outdoor muligheder omkring ”Slottet”. Gennem årene er det da også blevet til en del rejser i Frankrig , fra skiferier til madlavningskursus og også i arbejdsmæssige sammenhænge.
Men sproget er stadig helt uforståeligt for Jørgen, udover minderne fra et franskkursus i realskolen.
I dag er vi begge deltids pensionister. Hanne laver grafik og anden kunsthåndværk og Jørgen arbejder med investering og bygningsrenovering mm.
Vi har to adoptivbørn, Marco og Maria som begge har en datter. De glæder sig også til at besøge slottet.