Det er næsten ikke til at se det, når man ikke lige ved det. Vores eget vinkooperativ for enden af Chemin de Salernes i rundkørslen ligner sig selv. Men nu er det den ene halvdel af KSOL, der er navnet på en ny fusion mellem vinkooperativerne i nabobyerne Cotignac og Carcès.
Navnet KSOL henviser til floden Cassole, der forbinder de to kommuner Carcès og Cotignac, men også til solen, der er forudsætningen for vindyrkningen.
Fusionen har til formål at rationalisere omkostningerne og fremme en innovativ tilgang til produktion og salg og blev endelig godkendt af de to kooperativers generalforsamlinger i begyndelsen af dette år.
Tankerne om en fusion var allerede startet i 2021, hvor også kooperativet i Entrecasteaux var med i de indledende diskussioner. Men treparten blev til en to-part, da Entrecasteaux sagde fra. Efter mange undersøgelser af økonomisk, social, juridisk og teknisk art blev sammenlægningen endelig en realitet i 2025 men med tilbagevirkende kraft fra 1. august 2024.
Et par nøgletal
- Hameau des Vignerons de Carcès omfatter 540 ha vinmarker, heraf 110 ha IGP (Beskyttet Geografisk Betegnelse), og 90 vinproducenter med en gennemsnitlig produktion på 25.000-30.000 hektoliter.
- Les Vignerons de Cotignac har 180 har vinmarker, heraf 20 ha IPG, og 40 vinproducenter med en gennemsnitlig produktion på mellem 8.000 og 10.000 hektoliter.
Billedtekst
Jérôme Grosso (til venstre) og Julien Bernard (til højre), tidligere formænd for kooperativerne i henholdsvis Carcès og Cotignac og nu præsident og vicepræsident, med direktør Mathieu Combier i midten. Foto: KSOL
Kilde: PressAGRIMED