Som nævnt i sidste nyhedsbrev fra bestyrelsen har Frederique opsagt sit rengøringsjob. Til gengæld har den nye situation betydet, at Nathalie har kunnet stille sit eget hold, og der burde nu for alvor være kommet orden på rengøringen i Les 4 Moulins. Foruden Nathalie har bestyrelsesmedlem Jytte Møller Christensen været inde over og hjulpet med at få organiseret rengøringen.

Cindy, Gaëlle og Marta

”Siden 1. april har vi haft et team på tre rengøringsmedarbejdere i Les 4 Moulins,” fortæller Nathalie. ”Udover Cindy Rolling, som I allerede kender, er det Gaëlle Pierard og Marta Rodrigues.”

”Vi har organiseret det sådan, at hver medarbejder har ansvar for et hus og to af familieboligerne med køkken. Det betyder at hun, der har ansvaret for f.eks. La Maison samt boligerne 19 og 20, også skal sørge for at alle køkkener er rengjort, herunder ovne, opvaskemaskiner, kaffemaskiner og elkedler. Hun vil også være ansvarlig for det tilhørende depot,” siger Nathalie.

Orden på udstyr

Foruden det nye rengøringsteam er der også kommet orden på udstyret både i boligerne og i depoterne. Alle boliger vil være udstyret ens med toiletpapir, blå klud, toiletrens og spejlrens, og Nathalie fortæller at der er poolhåndklæder i skabet i boligerne, og der er kommet labels overalt i aktionærdepotet i La Maison. Desuden er der oprettet et midlertidigt depot i kælderen i Mys Hus.

       

Der er sørget for at babyudstyr som senge, madrasser, sengetøj, stole og badekar er samlet ét sted i La Maison og ét sted i Mys. Barnevogn og klapvognene er stadig “parkeret” sammen med skabene under Mys Hus (rum 30).

Desuden fortæller Nathalie, at gulvene i La Serre, La Maison og Mys køkken i øjeblikket får sig en velfortjent og professionel forårsrengøring.

Giv besked hvis noget mangler eller er i stykker

Selvom der nu skulle være styr på processerne, minder Nathalie om at gæsterne også selv kan være med til at stedet holdes vedlige.

”Cindy, Gaëlle og Marta har klare instruktioner om rengøringen og hvad, de skal tjekke i de forskellige rum i Les 4 Moulins. Det er ting som at lyset fungerer, at intet er gået i stykker eller beskadiget. Men alligevel kan det ske, at de misser noget,” forklarer Nathalie og tilføjer ”Så derfor opfordres I til at hjælpe os med at holde Les 4 Moulins i god stand ved at udfylde formularen, der ligger sammen med velkomstbrevet i boligen.”