Anne og Per Lindegaard Mansa er nye aktionærer i Mit Franske Slot. De har sendt denne lille præsentation til hjemmesiden:
“Vi har købt en aktie fra 1. januar. I efteråret var vi på slottet for første gang for at besøge vores gode venner Finn og Merete. Vi skulle køre sammen hjem i deres minibus, men da Finn desværre blev alvorligt syg, måtte vi forlænge ferien med en lille uge. Det blev vores livs dyreste ferie. Vi kunne ikke opholde os på så vidunderligt et sted, i så smukt et landskab og blandt så søde mennesker uden at ”gå i fælden”. Inden vi kørte hjemad havde vi købt en aktie.
Vi bor blandt hatbakkerne på Sydlangeland, men kan godt lide større bjerge og mere maleriske landsbyer.
Da vi gik på pension for 3 år siden flyttede vi permanent herned fra Odense.
Nu går vi og glæder os til slutningen af maj, hvor vi spænder cyklerne bag på bilen og kører mod Cotignac.”