Hermed rapporteres for 2. tertial omfattende moderselskabet Mit Franske Slot A/S med tilhørende datterselskab Les 4 Moulins (Link til rapporten nederst på siden).
Les 4 Moulins, Cotignac
(Fransk selskab ejet 100% af Mit Franske Slot A/S)
Overblik
Dette afsnit giver et hurtigt overblik uden at være specifik. De der ønsker yderligere detaljer, må læse videre.
Driftsresultat
De første 8 måneder af 2025 er forløbet bedre end forventet og bedre end budgetteret.
Indtægter er steget med 38% i.f.t. sidste år. Resultat før afskrivninger er noget bedre end budget hvilket skyldes:
- Driftsudgifter er lavere end budgetteret.
- Udgifter til ejendommens drift er lavere end budgetteret. Primær årsag er at handlingsplaner som forudsat i budgettet for 2025 ikke er igangsat.
- Lønninger er lavere end budgetteret. Årsagen er at vi i budget forventede at ansætte en vicevært, hvilket først er sket i efteråret 2025.
Sammenlignet med 2024 er det bemærkelsesværdigt, at indtægt fra udlejninger er steget med 38%, på trods af at indtægt ved udlejning i 2024 var noget højere end tidligere år.
Balance og Likviditet
Likviditet
Ved indgangen til 2025 var vores likviditetsberedskab t.DKK 1.370 fordelt i Danske Bank og Credit Agricole.
Ved udgangen af August 2025 udgør vores likviditetsberedskab t.DKK 2.087.
Indestående i banker er således steget med t.DKK 717 fra starten af året til 31. August 2025.
Forventninger til 3. tertial 2025
Det er vores forventning, at L4M´s stigende udlejningsindtægter forsætter. De seneste måneder har belægningen været høj, så vi kan næsten garantere at de budgetterede indtægter for 2025 vil opnås.
På udgiftssiden ved vi også at udgifter til handlingsplaner som budgetteret for 2025 ikke alle kan nå at blive gennemført. Så 2025 tegner til at blive godt, og meget skal gå galt før at !!!.
Sammenfattende vil jeg mene, at den økonomiske situation for L4M er bedre end længe set. Årsagen er ganske enkelt aktionærernes stigende brug af L4M.
TAK FOR DET!
Mit Franske Slot A/S
(Dansk moderselskab)
Kort beskrivelse af aktivitet (Primært af hensyn til nye aktionærer)
Det Danske moderselskab er primært sat i verden for at eje det franske datterskab (L4M).
Udover dette afholder Mit Franske SLOT A/S alle udgifter til den danske bestyrelse. Bestyrelsen fungerer såvel operationel som strategisk ledelse af konceptet ”Mit Franske Slot”.
Moderselskabet afholder udgifter til bestyrelsesmøder, mødeudgifter samt seminarer for de forskellige udvalg. Posten kørselsgodtgørelse er en betydelig post, da bestyrelse og udvalg er sammensat af aktionærer fra hele landet.
Mit Franske Slot A/S afholder også udgifter til bl.a. bookingfunktionen, som ved årets afslutning viderefaktureres til L4M hvor udgiften reelt ”hører hjemme”.
Da strategisk ledelse og i et vist omfang også operationel ledelse udføres af den danske bestyrelse, viderefaktureres denne udgift til L4M ved årets afslutning, hvor udgiften reelt ”hører hjemme”.
Driften af Mit Franske Slot A/S er således en typisk underskudsforretning, og en præmis af det set-up der oprindeligt er valgt som fundament for konceptet ”Mit Franske Slot”.
November 2025
Peter Davidsen, formand for Økonomiudvalget