Velkommen til et nyt nummer af bestyrelsens nyhedsbrev. Perioden er præget af travlhed med den ene temauge efter den anden og med et fyldt “slot”, der bidrager til vækst og fremgang i vores by, Cotignac. Det kan du også læse om i formandens klumme. Læs også lidt om en ny handlingsplan, om generalforsamling og aktionærmøde, om hvad indretningsudvalget præsterer og en frisk update fra Nathalie i Les 4 Moulins.
Redaktionen
Indholdsfortegnelse
Formandens klumme – Samspillet med lokalområdet – kolde versus varme senge
Nyt fra bestyrelsen – Lidt om generalforsamling 2025 og den nye handlingsplan
Nyt fra Les 4 Moulins – A fresh update
Nyt fra Indretningsudvalget – Store indkøb til køkkenerne og tak til Jonna
Nyt fra Det gode liv udvalget – Tak for indsatsen – især til køkkenholdet
Nyt fra Kommunikationsudvalget – Hjemmesiden opdateres
Formandens klumme
Samspillet med lokalområdet – kolde versus varme senge
Af Kim Folmann, formand for bestyrelsen
De færreste af os aktionærer bryder sig om kolde senge. Nej tak, vi er mange, som foretrækker en varm seng – og helst i et ikke for varmt soveværelse.
Borgmesteren i Cotignac foretrækker også varme senge. Men når borgmesteren og hans kollegaer taler om kolde og varme senge – så er det med en lidt andet tilgang.
Kolde senge er i denne sammenhæng ferieboliger med tilskoddede vinduer, hvor ejeren kun viser sig få uger om året. Langt størstedelen af året henligger huset ubenyttet med tilskoddede vinduer – og med kolde senge. Mange lokale huse købes af udlændinge, restaureres og forbliver efterfølgende tilskoddet størstedelen af året.
Les 4 Moulins er modsætningen hertil. Vi repræsenterer de varme senge. Når en seng forlades om morgenen af en aktionær efter nogle vellykkede feriedage, ligger der allerede samme aften en ny aktionær i sengen igen. Sengene når ikke at blive kolde – end ikke om vinteren, hvor vi også flittigt møder op. Samtidig med at disse linjer forfattes afvikles på Les 4 Moulins en højskoleuge her i midten af februar, og hver en seng er belagt.
Når borgmesteren er fan af varme senge, er det fordi den ”samfundsmæssige nytteværdi” er betydelig større ved de varme senge sammenlignet med de kolde. Vi omsætter langt mere i restauranter, i forretninger, hos vinkooperativet, på markedet osv. Tilsvarende er indkøb af service- og håndværkerydelser langt højere sammenlignet med ferieboligen med de kolde senge. Vi leverer på Les 4 Moulins samtidigt et ikke uvæsentlig skub til, at sæsonen forlænges i Cotignac, og stadig mindre lukkes ned i vinterhalvåret.
Cotignac er en by i fortsat udvikling og flere nye spændende initiativer kommer fortsat til. Dette er kun muligt, fordi der er mange varme senge. Mere kan lade sig gøre og mere bliver til en god forretning.
Foruden os selv på Les 4 Moulins er det hotelværelser, privat udlejning, B&B og Airbnb, som repræsenterer de varme senge.
I borgmesterens regnestykke bidrager Les 4 Moulins med vores 23 ferieboliger positivt til denne udvikling. I 2024 blev det til rekordmange overnatninger, 10.779 personovernatninger i alt.
Ja, vi har også skodder på Les 4 Moulins – men de benyttes ikke, de er kun til pynt, vi skodder jo aldrig til!
Nyt fra bestyrelsen
Generalforsamling og aktionærmøde
Årets generalforsamling og aktionærmøde, der som annonceret afholdes 26. april kl. 13 i Odense, er under forberedelse. Som tidligere år vil der blive afholdt et informationsmøde for nye aktionærer, inden de officielle møder starter.
Emner eller forslag der ønskes optaget på dagsordenen for generalforsamlingen eller aktionærmødet skal skriftligt fremsendes til bestyrelsen senest 6 uger inden deres afholdelse, og der udsendes indkaldelse senest 3 uger før. Denne indeholder dagsordener, årsrapport for 2024, tilmelding til møderne samt opstillingsblanket for kandidater til bestyrelsen.
Efter møderne vil der blive en fællesmiddag for de aktionærer, der har lyst til at deltage.
Handlingsplan 2025-2027
Bestyrelsen har godkendt en opdateret handlingsplan for 2025-2027. Handlingsplanen indeholder en række projekter, som de forskellige udvalg ønsker at gennemføre her i år og i de kommende år.
Det er en bred vifte af projekter, som både omfatter opgradering af sikkerhed, vedligeholdelse af bygninger og installationer, udskiftning og opgradering af interiør og faciliteter, forbedring af vores park og beplantning samt kommunikationsaktiviteter.
Efter sidste år at have kørt med en meget neddroslet handlingsplan som følge af de to store projekter med taget på La Maison og den nye bolig 19, er vi i år tilbage på et højt aktivitetsniveau med et samlet budget på 877.000 kr.
Udvalgene skal nu arbejde med at få planlagt og gennemført projekterne. De projekter, der er sat på for 2026 og 2027 er de aktuelle ønsker til projekter.
Budget og beskrivelse af disse projekter er derfor ikke lige så detaljerede som for de projekter, der er sat på her i 2025, og planerne for disse to år er således foreløbige.
Handlingsplanen vil blive gjort tilgængelig på hjemmesiden indenfor de kommende uger.
Nyt fra Les 4 Moulins
A fresh update
Af Nathalie Conti-Victor, daglig leder
Here are some fresh updates from Les 4 Moulins.
You will see that the welcome letter you can find in your room has been changed a bit. In the pocket, there is a form to complete in case something is wrong in your room: problem with towels or linen, cleaning, something broken or not working, etc. To help us to maintain Les 4 Moulins in a good shape, you are more than welcome to complete this form and drop it in the letter box next to the office. Because my Danish is not existing yet, please, complete it in English as much as possible.
My next upgrade concerns the kitchen. You will find some changes with the dustbins. To comply with Frech law, a composting and a better waste sorting systems are going to appear with the images used by SIVED, the agency in charge of waste collection in the containers. It also means some composters are going to grow in the gardens, next to La Maison and Mys hus. The plan is to have this ready by the end of March.
Then it will be time to get ready for the holiday season. Next to the office, you will find information about activities of all sorts around Cotignac and the surrounding villages, Carcès, Montfort-sur-Argens, Correns, Le Thoronet, Entrecasteaux, Le Val, Vins-sur-Caramy.
You will also find information about activities further out in Provence verte, Var, Bouches-du-Rhône (Aix-en-Provence) and Alpes Maritimes (Côte-d’Azur), all these destinations being at about one-and-a-half-hour drive from L4M. There will be activities for young families, teenagers’ families, sport people, culture people, gourmets and good life amateurs, and more. This should grow slowly but be ready for Easter holidays.
So, as you can read, improvements are coming slowly but surely at Les 4 Moulins.
Do not hesitate to pop into my office to say “Hello” as it is always a pleasure for me to welcome you. See you soon.
Nyt fra Indretningsudvalget
Tak til Jonna for mange års stor indsats
Af Jesper Jerlang, formand indretningsudvalget
I forbindelse med Aktionærugen er der blevet købt nyt køkkenservice, dels til de to nye køkkener i bolig 19 og 20 og dels lidt ekstra til de store køkkener – især til brug ved større arrangementer som Aktionæruge og temauger. Der er også blevet lavet en optælling af, hvad vi har af køkkenservice i de forskellige køkkener, og det er tanken, at der kommer en oversigt op at hænge eller ligge i hvert køkken. Der vil fortsat blive suppleret op i løbet af 2025.
Det er besluttet, at vi ikke har service i Pool huset, da det giver problemer med manglende vask og sætten på plads. Når man vil spise i Pool huset, må man derfor medbringe service fra et andet køkken og bringe det tilbage dertil.
Udvalgets feedback-skema er nu blevet aftalt med Nathalie som kommunikeret i tidligere nyhedsbrev.
I øvrigt er udvalget i gang med at planlægge årets opgraderinger, som bl.a. omfatter loungegruppe på My’s terrasse, 7’er-stolene i 13, 15, 16 og La Maison, belysning og køkkener m.v. for bolig 15 og 16.
Jonna har valgt at udtræde af udvalget i forbindelse med årets generalforsamling for at give plads til nye kræfter. Der skal lyde en stor tak fra udvalget for Jonnas overordentlig store og gode indsats helt tilbage fra første dag i 2018. Det er virkelig værdsat, og vi kommer til at savne Jonnas gode energi.
Samtidig betyder det, at der er behov for nye kræfter, så vi vil gerne allerede nu invitere til at overveje, om nogen har lyst til at bidrage i udvalget.
Nyt fra Det gode liv udvalget
Tak – ikke mindst til køkkenholdet
Af Claus Rieland
Udvalget for Det Gode Liv vil gerne sige tusinde tak for det store arbejde, det er lavet i uge 4, da det kræver sin dame/mand til styring, fordeling og ikke mindst køkkenholdet!
Da vi jo er i Frankrig, har maden en stor betydning for fællesskabet og er med til, at alle har god energi og her skal man ikke glemme at det samvær og hygge der bliver ved de fire gange om dagen man mødes alle sammen til henholdsvis, morgenmad, frokost, eftermiddagskaffe og aftensmad.
Det er her man finder nye venner og bekendtskaber og det er også det der får alle dage til at blive sjove i forbindelse med vores fælles indsats for forskønnelse af L4M.
Nyt fra Kommunikationsudvalget
Hjemmesiden moderniseres
Af Ulla Plon, medlem Kommunikationsudvalget
Udvalget arbejder med teknologien bag hjemmesiden, og derfor kan man kortvarigt forvente at nogle sider enten ikke kan loades eller loades lidt underligt. Dette hvis man lige ramme det tidspunkt der ændres. Vi forventer der sker en del i dagene 3. til og med 5. marts.
Desuden har flere medlemmer af udvalget hjulpet til ved udarbejdelse af et nyt velkomstbrev. Det ligger i alle boliger og forklarer, hvordan tingene fungerer, når man er gæst i Les 4 Moulins. Velkomstbrevet kan også læses på hjemmesiden under Ankomst og ophold, Boligen.