Har du tid og lyst til at bidrage med en frivillig indsats i Les 4 Moulins?
Op mod 50 % af aktionærerne er skiftet ud siden starten i 2018, hvor mange bidrog til at få projektet sat på skinner. Nogle af disse tilkendegiver, at der bør nye kræfter til, mens andre vil gerne fortsætte. Samtidig spørger nyere aktionærer, hvordan de kan komme med i det frivillige arbejde. Dette er både berettiget og vigtigt – der er brug for nye kræfter!
Med det rette mix af dem, der er bærere af vores fælles historie og kan formidle viden om de mange gennemførte projekter, og nye kræfter, der gerne vil bringe deres kompetencer i spil, vil vi også fremover kunne løse en lang række opgaver med frivillige indsatser.
Hvilke muligheder er der?
I: Man kan indgå i et af de 5 faste udvalg: Bygningsudvalg, Indretningsudvalg, Parkudvalg, Aktivitetsudvalg eller Kommunikationsudvalg
- enten som fuldgyldigt medlem, der deltager i 4-6 møder om året
- eller som associeret medlem med særlige interesseområder eller kompetencer, som udvalget kan trække på. Man vil som associeret få tilsendt dagsordener og referater, så det er nemt at følge med i arbejdet og komme med input.
Udvalgene løser følgende opgaver med reference til bestyrelsen:
- Tilsyn og registrering af behov og udførte opgaver
- Kvalitetssikring med baggrund i faglig indsigt
- Udarbejdelse af den 3-årige handlingsplan med tilhørende projektbeskrivelser
- Indstilling til bestyrelsen vedr. gennemførelse – frivillig indsats eller professionelle.
Der er behov for et bredt spektrum af kompetencer i udvalgsarbejdet, så spil gerne ind med, hvad du kan og har lyst til. Læs mere om udvalgenes opgaver og handlingsplaner på hjemmesiden under De frivillige udvalg.
II: Man kan deltage i enkeltstående, tidsbegrænsede projekter, både på L4M og i Danmark.
Mange af de tiltag, der er beskrevet i handlingsplanen, bliver løst som projekter, nogle ved frivillig indsats, andre af professionelle. Hvert projekt har en projektleder og et antal deltagere samt en dialogpartner i bestyrelsen.
Eksempler på sådanne projekter, der er i gang lige nu er ”Udarbejdelse af en designmanual”, der foregår i Danmark og ”Renovering af bolig 16 med bl.a. nyt køkken”, der gennemføres i uge 15-17 på L4M.
I forhold til projektgrupper vil der, efterhånden som sådanne nedsættes, blive annonceret efter deltagere på hjemmesiden.
III: Herudover er der mulighed for at deltage i aktionærugerne, der meldes ud på det årlige aktionærmøde og har tilmelding i august- september.

Hvad gør jeg?
Hvis du er interesseret, skriver du senest 5. maj nogle få linjer til bestyrelsen@mitfranskeslot.dk om, hvad du kunne tænke dig at deltage i, og hvilke ressourcer du ønsker at stille til rådighed.
På det konstituerende bestyrelsesmøde 15. maj bemandes og igangsættes udvalgene, således at såvel kontinuitet som fornyelse tilgodeses.
Velkommen i fællesskabet
Bestyrelsen