Højskoleugen 2025 fortalt af Vibeke Lyngse – aktionær og deltager i temaugen:
Højskoleuge i februar måned var – igen – en kæmpe succes. Vi var 47 engagerede og spændte deltagere, der mødte op på L4M til en lille uge sammen, hvor den stod på fællessang, spændende udflugter, interessante foredrag, vinsmagning og dejlig mad. Alt sammen arrangeret af Ellen Marie og Flemming Stounberg, Lene Kok og Vagn Olsen, Inge og Palle Florup, som havde sammensat et varieret og rigtig godt program.
Morgensang i konferencen
Vi mødtes hver morgen i konferencelokalet med vores kaffe, hvor Inge sad klar ved klaveret, og så startede vi dagen med at få gang i stemmerne til fællessang – både de sange vi kendte, og dem vi måtte lære. Men med Inge ved klaveret fik vi alle gang i stemmebåndene, og så kunne hver fugl synge med sit næb og føle sig som en af flokken – for det er det, fællessang kan. En dejlig start på dagen.
Besøg på gallerier og hos kunstnere
Dagene var fyldt med spændende udflugter. Et af ugens højdepunkter var en dag fyldt med kunstbesøg på gallerier og hos kunstnere i vores lokale område. Blandt andet hos den danske maler Inge Hørup, som sammen med sin mand tog imod os i deres private hjem, hvor de serverede en skøn frokost for os alle sammen, og Inge fortalte om sit arbejde og viste os sit galleri og sine mange smukke billeder. En fantastisk gæstfrihed og en helt enestående oplevelse. I det hele taget en næsten magisk dag med besøg på flere gallerier og hos kunstnere, hvor vi hvert sted blev taget utrolig gæstfrit imod og fik fortællinger om kunstnere, så deres arbejde og private hjem – en helt enestående oplevelse, man skal tage på højskoleuge for at kunne få!
Lou Calen
Vi besøgte også Lou Calen – vores lokale luksushotel, restaurant og bryggeri i Cotignac – hvor vi fik en rundvisning og så, hvordan stedet har udviklet sig fra et forfaldent lille hotel til et vidunderligt og smukt restaureret sted med brasserie, vinbar, bryggeri og restauranten, Le Jardin Secret – ’den hemmelige have’. Alt sammen nænsomt gjort i stand i respekt for stedet og med 34 værelser, der nu står klar til at få besøg. I øvrigt alt sammen ejet af en canadier, som kendte Klaus Møller og lærte Cotignac at kende og blev forelsket i stedet. En lille perle, vi alle kan nyde godt af at besøge. Et lille tip: Hvis I vil læse mere om stedets historie og udvikling, så hænger der på væggene ved brasseriet en masse kollager, som fortæller historien kronologisk.
Vinsmagning på Domaine Aspras
Vores skønne område er fyldt med vingårde, og vi besøgte Domaine Aspras, som ligger en lille halv times kørsel fra L4M. Igen blev vi taget godt imod og fik en rundvisning og hørte om vinproduktionen, og selvfølgelig sluttede besøget af med at smage på dråberne. Godt at vi var i bus, så vi ikke behøvede at spytte ud – og så der var plads til at købe lidt med hjem!
Verdenssituationen ved Ulla Terkelsen
Sidst på ugen kom Ulla Terkelsen på besøg og gav os sit syn på verdenssituationen. En sand verdensdame, der kom lige fra Berlin, hvor hun havde fulgt det tyske valg, Derudover kom hun rundt om hele situationen i Europa og – selvfølgelig – situationen i USA med en ustyrlig og uforudsigelig ny præsident. Det var nogle meget interessante timer i selskab med vel en af de mest erfarne journalister og korrespondenter, vi har.
Og ikke mindst – fællesskabet
Der kunne skrives meget mere om højskoleugen, for vi oplevede SÅ meget sammen – blandt også en katolsk messe, sjove fortællinger og foredrag – men en vigtig ting at få med er en fortælling om FÆLLESSKABET, for det er dét, der gør alle vores temauger til noget ganske særligt, og som gør L4M til det, det er for os alle sammen: Et vidunderligt sted, hvor vi kan være sammen om fælles oplevelser, lære hinanden endnu bedre at kende, grine sammen og være nysgerrige overfor hinanden. Derfor er fællesspisningen om aftenen også en vigtig del af det at være sammen, og vi nød meget god mad sammen, og der blev snakket, sunget og grinet meget hver eneste aften. Remi stod for maden to aftener, og de øvrige aftener klarede vi det i fællesskab.
Tak for en skøn uge sammen – og en helt særlig tak til Ellen Marie, Flemming, Lene, Vagn, Inge og Palle, som havde planlagt det hele for os. Højskoleugen er forhåbentlig blevet en ny tradition på L4M!