Aftenliv på Cours Gambetta
Cotignac er en af de mest charmerende landsbyer i hjertet af det grønne Provence. Med kun ca. 2.200 indbyggere hele året rundt og det dobbelte om sommeren er der god plads til at nyde alt, hvad landsbyen har at byde på, inklusive historie, smuk natur og alle de skønne små butikker og cafeer der oser af gallisk kultur.
Hver tirsdag er der et velbesøgt og velassorteret marked med lokale producenter, der sælger alt fra ost og pølser til friske grøntsager og håndlavede brugsting i oliventræ.
Har du lyst til at tage på udflugt, er der rig mulighed for at opleve nye ting. Indenfor halvanden times kørsel findes de berømte strande ved Cote d’Azur som f.eks. St. Tropez, festivalbyen Cannes, Cezanne’s hjemby Aix-en-Provence, det nye Middelhavsmuseum i Marseille (MUCEM), Picasso-museet i Antibes, vild natur ved Gorges du Verdon, masser af betagende små landsbyer og markeder, samt rige muligheder for at shoppe og få kulinariske oplevelser i særklasse.
Hvis du er til en mere aktiv ferie kan du cykle på nogle af de veje hvor flere af holdene i Tour de France holder til på deres træningslejre, spille golf på et hav af baner, vandre i smuk natur eller prøve bjergbestigning, kano, kajak, og sejlads.
For dem der holder af et mere mageligt liv skal vi naturligvis anbefale vinsmagning på nogle af de mange lokale gårde. Og hvis man har lyst til at bevæge sig lidt længere væk, kan man opleve Camargue med de vilde heste og lyserøde flamingoer, madmarkeder i Italien og stå på ski i alperne.
For de mindste er der også mange oplevelser der ligger og venter i Provence. Skønne legepladser i smukke parker, dyreparker, og mulighed for madlavningskurser sammen med deres forældre.