Kære medaktionærer
Vi hedder Birgitte og Kenneth Juul og bor i Roskilde. Vi er faktisk ikke helt nye aktionærer, da vi overtog vores aktie i december 2025, og vi har allerede nået at holde ferie på slottet to gange. Vi er meget begejstrede for både slottet, konceptet, fællesskabet, Cotignac og hele området, især Gorges du Verdon.
Vi har to voksne drenge og to svigerdøtre, og vi glæder os meget til, at de alle fire skal med til slottet i oktober.
Provence har altid haft en særlig plads hos os. Da drengene var små, rejste vi meget i området, men senere blev det til Italien, Spanien, Thailand, Bali, storbyer og skiferier. Da vi for omkring tre år siden første gang hørte om slotskonceptet, blev vi derfor hurtigt nysgerrige. Tanken om at have “vores eget” sted i Provence, kombineret med fordelene ved et delekoncept og et fællesskab omkring stedet, tiltalte os rigtig meget.
Vi er begge meget aktive og elsker at opleve naturen og området til fods, på cykel, i kajak eller på ski. Vi kigger gerne efter de lidt skæve og anderledes oplevelser og udfordrer også gerne os selv med en bjergtop eller to.
Vi er begge i 50’erne og stadig på arbejdsmarkedet. Birgitte arbejder med digital marketing, mere præcist med kunderejser, kundeloyalitet, kommunikation og relationer. Hun er samtidig i gang med en NLP coachuddannelse. Kenneth har gennem hele sit arbejdsliv arbejdet med transport, indkøb og kontrakter og har de seneste år bl.a. været med til at købe nye tog til Region Sjælland.
Vi har allerede mødt mange søde medaktionærer og glæder os til at lære endnu flere at kende. Vi håber på mange gode stunder på slottet, både sammen med familie og venner og sammen med jer.
Mange hilsner
Kenneth og Birgitte