Nathalie Conti og Riaan Victor har indtaget Les 4 Moulins, men deres fælles historie startede i en lille stat i Caribien

At franske Nathalie Conti og sydafrikanske Riaan Victor bor i Carces – tæt på L4M – er vores held. Men for vores nye værtspar var det måske lidt af en tilfældighed, at det netop var Cotignacs naboby, der blev deres nye hjem efter mange år i Sydafrika. ”Jeg havde boet sammen med Riaan i 15 år i Sydafrika, men følte jeg måtte flytte hjem til Frankrig for at være i nærheden af min mor,” fortæller Nathalie. Hendes mor bor i Saint Maximin, som er det vestligste af Var-regionen, og det var i den region ægteparret begyndte at lede efter et sted at slå sig ned for et par år siden. Og det blev så i en lejlighed i Carces.

Jobbet var lige noget for dem

En anden tilfældighed var da Nathalie faldt over annoncen hvori Mit Franske Slot søgte et værtspar til L4M. Hun havde arbejde for den lokale avis Var Matin og trawlede ofte igennem forskellige hjemmesider og Facebook-sider for at finde historier, da hun så annoncen på Facebook. ”Jeg kiggede lidt på den og lagde den så til side. Men jeg kunne ikke rigtig glemme den og spurgte Riaan om han ikke troede det kunne være noget for os,” forklarer hun. Herefter kom kontakten med Karen Leth fra Mit Franske Slots bestyrelse, et møde med Karen i L4M og endelig en flyrejse til København med jobinterview i bestyrelsen.

På plads i Les 4 Moulins

Den 21. oktober indtog parret og deres 5½ år gamle vovse, Archie, så den nye arbejdsplads. Og efter en uges blød landing med intro-hjælp fra Peter Karlsen, er det gået slag i slag med opgaverne – Nathalie med base i det lille kontor og Riaan i garagen, der tjener som værksted.

”Vi har nu været her i tre uger og fundet ud af at der er masser af ting, der skal forbedres,” siger Nathalie. En af de første ting, hun vil have på plads, er en ”Maintenance Book”, hvor brugerne kan notere hvis der er noget i deres bolig eller i et køkken, der skal repareres eller mangler. ”På den måde kan vi få et bedre overblik over de mangler, der skal tages fat på,” siger hun.

Affaldssortering

En anden stor opgave, der står lige for, er etablering af et lovpligtigt affaldssorteringssystem, der ligner det vi kender i Danmark. Der skal sorteres i fem fraktioner, bioaffald, plastic, papir osv., og det skal etableres med nye affaldsbeholdere i køkkenerne i L4M. Ligeledes skal haveaffald komposteres på ejendommen. Nathalie ser frem til at samarbejde med de respektive udvalg: ”Det bliver dels med interiørudvalget om indkøb af affaldssystemerne dels med parkudvalget om kompostering,” siger hun.

 

Boliger gennemgås rum for rum

Riaan har også fået virkelig travlt. Hans mål er at gennemgå hvert eneste rum i L4M grundigt og reparere, ordne og rengøre alt hvad der trænger til en overhaling. ”Indtil nu har jeg nået hele La Serre, og jeg synes virkelig det er en stor forbedring – og det synes brugerne vist også,” siger han. Desuden har han nok at gøre med at instruere og samarbejde med håndværkere, der er nødvendige for at fikse ting, der kræver autorisation. ”Der er mange udfordringer, men jeg synes det er spændende og jeg nyder arbejdet,” siger Riaan.

 

Mødet i Haiti

Før Nathalie og Riaan flyttede til Carces, boede de som nævnt mange år i Riaans hjemland, Sydafrika, men der var hverken dér eller i Frankrig, de mødte hinanden i 2006. Nathalie fortæller om hvordan det gik til: ”Jeg arbejdede for franske Røde Kors i Haiti, der ofte plages af naturkatastrofer – især oversvømmelser. Vi trænede lokale nødhjælpsarbejdere. Bl.a. i at advare de oftest meget fattige beboere om hvordan de skulle forholde sig under katastrofer, så de havde vand og mad og kunne bjærge nogle få væsentlige ejendele, hvis deres hjem blev ødelagt.”

Hun fortæller videre, at det internationale samfund i Haiti var meget begrænset, og at mange var samlet på et enkelt hotel. Her boede også Riaan, der arbejdede som ingeniør for et telekommunikationsfirma. Men da hans franske var begrænset, måtte hun hjælpe ham med hotellets menukort i frankofone Haiti – og på den måde opstod der sød musik og en romance, der indtil nu har varet i 18 år og foreløbig er endt i ny udfordring for dem begge i Les 4 Moulins.