Vision og Mission

Vision

Vi realiserer drømmen om det gode liv og fællesskabet i sydfranske omgivelser.

Mission

Mit franske Slot a/s skaber trygge finansielle og fysiske rammer for at realisere det gode liv for aktionærerne. Det sker ved at erhverve, drive og udvikle vores fælles sydfranske feriebolig, Les 4 Moulins. Vi skaber sammen vores franske slot og udvikler aktiviteter og oplevelser på stedet og i omegnen. Selskabet sørger for drift og vedligeholdelse, og vi vil løbende være i dialog om udvikling af stedets fysiske rammer og tilbud. Vi har også en ambition om at skabe nye fællesskaber mellem mennesker, mellem aktionærerne og deres familier til fælles læring og samvær, fordi det er traditionen i den ejendom, som vi køber. Les 4 Moulins er skabt til refleksion, innovation, læring og livslange bekendtskaber. Den tradition vil vi gerne videreføre sammen med aktionærerne. Alt dette kan vi kun opnå, fordi vi løfter i flok.

Kort sammenfatning af udbuddet, der redegøres mere specifikt for vilkår og regler i de følgende afsnit:

Du kan sikre dig en eller flere fremtidige ejerandele, ved at købe en aktie til kr. 5.000 i selskabet ”Mit franske Slot a/s”. I alt udbydes 150 nummererede aktier.

Vi har i mange år drømt om en feriebolig under varmere himmelstrøg. Et sted, hvor vi kunne nyde tilværelsen sammen med familie og venner. Nu har vi fundet stedet. Vores paradis i Provence og vi vil gerne dele det med dig.

Vi har købt Les 4 Moulins, som overtages d. 1. juni 2018, og vi har sammensat et projekt, som giver dig mulighed for at blive medejer af et sted, som du ellers kun kunne drømme om. Nøgleordene i Les 4 Moulins er: Ægte Provence, vinmarker, lavendel, fersken, sol, lune aftener, tid til refleksion, kunst, atmosfære, og både aktivitet og afslapning.

Du bliver medejer af et næsten ubeskriveligt paradis, der i dag både er et privat hjem og feriested med mange boliger og super faciliteter. Beliggenheden er fantastisk på en sydvendt skråning med en fabelagtig udsigt over et Provencelandskab med blå bjerge i disen i det fjerne.

Købet er baseret på, at straks vi er 150 aktionærer, afholdes en generalforsamling, som vedtager en kapitalforhøjelse, hvor hver indskyder kr. 245.000. Ud over at købe et helt unikt sted, køber vi os ind i et fællesskab. Herved får vi mulighed for at mødes i nye fællesskaber om interesser og aktiviteter sammen med de øvrige medejere.

Du afgør selv, om du vil med på dagens cykeltur? På indkøb på dagens marked med lokale råvarer? Ud at spille golf eller om du vil nyde fritidsfaciliteterne på feriestedet: Tennisbanen, minigolf eller de to store saltvandspools?

Ejerskabet er let og ubesværet, der er taget hånd om alt det praktiske. Det eneste I som familie skal fokusere på, er at planlægge og holde nogle dejlige ferier i vores fælles skønne bolig. I al sin enkelthed giver det god mening, når flere familier går sammen om at eje en feriebolig, i stedet for at man hver især køber sin egen. De seneste år er deleøkonomi kommet på dagsordenen. Og dit medejerskab af Les 4 Moulins giver begrebet en helt ny dimension. Vi realiserer vores feriedrømme sammen, vi deler såvel glæderne som omkostningerne.

Hele konceptet og ideen bygger på erfaringer med et lignende fællesskab på højfjeldet i Norge, Kvitåvatn Fjellstoge a/s, som nu på 24. år ejes og drives med stor succes af 157 danske familier. Se evt. www.kvitaavatn.no. Den væsentligste forskel er, at Kvitåvatn Fjellstoge a/s drives som et hotel, med betalende gæster, mens ”Mit franske Slot a/s” baserer sig på, at det alene er os aktionærer, vore familier og venner, som benytter stedet og deles om de fælles omkostninger.

God læselyst

Børge Bisgaard og Kim Folmann

Mit franske Slot a/s